97 / 225
B O R G E R L I G T L I V
83
der nogen større Festlighed til Ende,
uden at der havde været Slagsmaal.
Manddrab hørte heller ikke til Sjæl
denheder; ti alle gik væbnede, og var
en Mand først hleven galhovedet og
havde faaet trukket fra Siden, skulde
det i et Selskab af drukne og ravende
Folk næsten være et Lykketræf, om
ikke der blev En hængende paa Spid
sen af Klingen.
Og det var ikke jævne Folk og
Almuesmænd, vi finder blandt Volds-
mændene og Urostifterne paa Københavns Gader efter festligt Stævne. Der kan træf
fes selve Byens vise Borgmestre, Professorer ved Københavns Universitet, ja endog
Byens Præster. At unge Adelsmænd og Borgere løb grassat paa Byens Gader og
giorde dem usikre kan efter dette ikke undre. Regeringen selv gjorde ondt værre
ved at lægge fangne Fribyttere eller Landsknægte i Kvarter hos Borgerne, der
ikke altid formaaede at holde slige Karle inde. Og det skulde heller ikke hjælpe
paa Sikkerheden i Byen.
Ved Gilderne i Lavshusene søgte man at modarbejde, ikke Drukkenskab,— ti en
god Drik var en Guds Gave, og det var menneskeligt at tage for meget til sig; den,
som ikke kunde nyde en Drik, selv til Overflødighed, maatte der være noget galt
med, mente man, — men Voldsomheden og Usømmeligheden, som var en Følge
deraf. I Remmesnidernes og Sadelmagernes Skraa af 1549 hedder det, at hvo, som
spyer eller desligeste Urensle gør i Lavshuset eller i Gaarden »eller teer sig ubekvem-
meligen med sin Ende« eller kaldernogen Skalk, Tyv eller Forræder, skulde betale
Bøde. Og ialleLavsskraaer findes der
Bødestraf for at drage Værge, »endog man
ingen Skade gør dermed«, for at slaa hinanden »Pust eller Mundslag« eller gøre hin
anden Haardræt. Højest var naturligvis Bøden for at bære Vaaben paa hinanden,
hugge Saar eller gøre Dødsslag. Men den, som trængte sig ind i Gildestue igen,
efter at være kastet paa Døren, og den, der mødte til Gilde uden at være hu
den, blev puttet ned i en Tønde og trillet af Gaarde.
Søndagen var med sin Helligdagsfred
og sin Kirkegang, med Orgelspil og Klok
keklang, en lysende Solstraale i Ugens graa
Ensformighed. Faldt der end ikke altid et
Bryllup af paa den, saa der var et state
ligt Bryllupstog at se paa med al dertil hø
rende Lystighed, saa var der dog alle de
mange Kirkegængere i deres Søndagsklæ
der. Kongen og hans Hofsinder kom ofte
ridende til Kirke i stort Optog, Adelsmænd
med, — der var altid noget at se paa.
Hvad Søndagen var i Ugens Løb, var
KØBENHAVNERE I 1. HALVDEL AF 17. AARHDR.
Den Læ rde Stand.
Borgerfolk.