98 / 225
84
K Ø B E N H A V N 1536— 1660
de aarlige Fester Aaret rundt. Til Julen glædede man sig hele Aaret igennem, og
Forberedelserne begyndte længe i Forvejen. Den 21. December blev Julefreden ud
blæst fra Raadhuset; fra det Øjeblik skulde der i tre Uger herske Fred og Ro i
Byen og betales dobbelte Bøder for alt Brud paa Freden. Efter Juledagene begyndte
de mange festlige Sammenkomster, — dog ikke i Hjemmene, hvor der ikke var
Plads til Selskabelighed, men paa Lavshusene eller Kompagnihuset, Borgernes ene
ste »Forlystelsessted«, — med al deres Lystighed. De gamle Julelege med de mange
hedenske Minder, »Julebuk« og »Hvidebjørn« o. m. a. var endnu paa denne Tid i
fuld Gang, men blev senere forbudt.
Længere holdt de gamle Hellig-tre-Konger Skikke sig med de trearmede Lys
og Julestjernen. Og oven paa det kom saa igen den mørke Vinter.
Med Fastelavn begyndte Foraarsfesterne. Da dansede man »Ægget af Koppen«,
trak Hovedet af Hanen eller af Gaasen, slog Katten af Tønden og »løb Fastelavn«.
Med Masker paa og formummet, oftest i Narredragt, gik man paa Besøg fra Hus
til Hus, satte sig til Bords, hvor man lystede, og lod, som man var hjemme, — kort
sagt »slog Gækken løs« og holdt Maskerade i stor Stil og med hele Byen som Lokale.
Prygl synes der at have hørt til, og ud for de forskellige Købmandsboder blev
Drengene »briksede« af Svendene. Paa Lavshusene, hvor Dansen gik, det var
altid den samme, ældgamle Sværddans, der blev danset, mødte selv gamle astadige
Mænd »med lukkede Ansigter« dvs. med Maske for. Kongens og Hoffets Fastelavns
løb og -løjer var naturligvis altid de fineste.
Valborgaften, den sidste April, samledes man atter til Fest. Saa skulde man for
berede sig til at føre Maj eller, som det ogsaa hed, at ride Sommer i By.
Egentlig skulde der plantes et udsprunget Træ, som under stor Lystighed blev
hentet i Skoven, men da det ikke altid slog til, at Skoven var grøn til Maj, satte
man i Stedet Majstang, en med Grønt, brogede Baand og Guldstads pyntet Mast,
der af Gildebrødre i Danske Kompagni blev rejst paa Torvet foran Raadhuset. Paa
Pladsen, hvor det skulde staa, brændte der Blus hele Natten igennem. Ungdommen
boldt sig tystig derved for ved Solnedgang at drage ud til Skoven i festligt Tog og
hente grønne Grene til Majstangen med sig hjem.
Af Gildeskraaerne ser man, at det var ikke Ungdommen alene, der slog sig løs
ved disse ældgamle Folkefester. Byens Borgmestre og Oldermænd og nogle af de
gamle Majgrever agerede med paa Embeds Vegne ved denne Lystighed. Naar de,
der skulde hente Maj — altsaa grønne Grene — i By, var redet ud, skulde de nævnte
Embedsmænd og gamle Majgrever »ride fra Hoben« og vælge den nye Majgreve.
»Og hvilken de give Kransen, han være Majgreve, være sig Raadmand, Byfoged,
Borger eller Svend, som ikke har været det tilforn.«
En saadan Æresbevisning som at blive kejset til Majgreve havde naturligvis
som al anden Ophøjelse sin mørke Side. Majgreven skulde give Brødrene en halv
Læst godt Tysk 01, »maje Huset«, dvs. lade Gildehuset pynte med Grønt og sprag
lede Baand og betale Bægrene, der gik itu, — og dem var der ikke saa faa af —
samt Spillemændene og den »Maj«, som indførtes. Til Gengæld skulde Kompagniet,
— ti alt dette foregik i Danske Kompagni — ære Majgreven med en gylden Krans
til hans Hat, saa god som 2 Rigsdaler; dertil skulde han drikke frit i alle Adel
drikke, og have to Frigæster hver Aften, indtil der kejsedes en anden Majgreve i
hans Sted »med Fordans efter gammel Vane«. Og ved Majgrevens Gilde skulde alle