96 / 225
82
K Ø B E N H A V N U N D E R K R O N E N
II
BORGERLIGT LIV
Naar selv Datiden fandt Stanken i Københavns Gader for ond og væmmedes
ved at færdes paa dem, kan man være sikker paa, hvad man jo i øvrigt ogsaa kan
slutte af de stadige pestagtige Sygdomme, som hærgede Byen, at det har været
slemt. Ti Københavnerne, — ikke blot Almuen, men Befolkningen i sin Helhed — var
dengang et robust Folkefærd, der ikke led af Forfinelse paa noget Omraade. Deres
Skæmt var drøj som deres Kost og Livsforholdene var ikke blide; man maatte
KNIPPELSBRO 1903
slide og slæbe og taale Anstrengelser og Strabadser i en ganske anden Grad end
nu. Farer og Uhygge lurede paa en alle Vegne, hvad Under da, om man slog Gæk
ken løs, naar der kom en Glædens Stund, og morede sig efter Evne.
Men til al Moro hørte først og fremmest rigeligt med Mad og Drikke. Maden
var gerne stærkt krydret, saa den fordrede af sig selv dygtigt med Drikkelse, og man
drak efter Noder. Paa Tinge mødte Folk berusede, selv om Tinget blev sat saa tid
ligt som før Kl. 7
0111
Morgenen. I Kirkerne maatte man være tilfreds,
0111
fulde Folk
nøjedes med stilfærdigt at spy i en Krog og ikke kom op at slaas og skændes endog
ved Alterbordet. For at undgaa slig Forargelse befalede Christian III., at der
0111
Helligdage skulde sættes Vagt af Bysvende ved Byens Vinkælder, indtil Gudstjene
sten var forbi.
Den stærke Levemaade gav sig Udslag i alskens Voldsomhed, og sjældent gik