106 / 225
92
K Ø B E N H A V N 1 5 3 6 - 1 6 6 0
betale tvungne Indskud for at tilvejebringe den ifølge Kongens Skøn nødvendige Kapital,
men det var alligevel kun faa af disse Kompagnier, der arbejdede med noget Udbytte.
Et af disse var det store islandske Kompagni, der blev oprettet 1602, og som i
Virkeligheden var en Sammensmæltning af en Mængde smaa enkelte Handelsselska
ber. Det var dog ikke Københavnerne alene, der havde drevet Handel paa Island,
Hamborgere, Lybækkere og Bremere havde ogsaa været forpligtede til at forsyne
Indbyggerne med deres Fornødenheder og havde haft stor Fordel af deres Handel.
Da Kongens egne Undersaatter nu »Gud være lovet! var saa formuende paa Skibe
og Købmandsvarer, at de kunde paatage sig denne Handel«, saae Kongen gerne, at de
og ingen andre nød den Fortjeneste. Han overdrog derfor Borgerne i København,
Malmø og Helsingør Eneretten til Handelen paa Island i 12 Aar. Øens Havne blev
fordelt mellem de tre nævnte Byer, saaledes at København fik 6 at besejle, Malmø
og Helsingør derimod hver 7, hvilket kunde tyde paa, at deres Handelsilaade endnu
overgik Hovedstadens i Størrelse, Købsvendene fra Danmark maatte ikke i Hobetal
overvintre paa Island, der maatte kun være een højst to i hver Havn, og tysk 01
maatte paa ingen Maade indføres, kun dansk 01, baade velbrygget og velsmagende
og gement. Kompagniet skulde være forpligtet til at besejle flere Havne, om det
fandtes nødvendigt for at forsyne Landet med Varer, og af hver Havn betale Kon
gen 16 gamle Daler om Aaret.
Da Privilegiet efter de 12 Aars Forløb blev fornyet, havde Forholdene forandret
sig saa meget til Københavns Fordel, at Københavnerne nu faar 1 1 Havne, medens
Helsingør faar 8 og Malmø 2. I de nye Privilegier hedder det endvidere, at al Kom
pagniets Udredning skal foregaa i København, og der føjes en Bestemmelse til, der
viser, at man tidligere ikke altid har sejlet med egne Skibe. Det paabydes nemlig, at
Kompagniet inden 5 Aars Forløb skulde anskaffe sig sine egne Skibe, »for at Kongens
Undersaatter kunde nyde den Genant og Fordel af samme Handel, som Fremmede
og Udlændiske hidtil havde nydt«. Der blev tillige fastsat en bestemt Takst for
Varer, og det kunde Islænderne vist nok være meget fornøjede med. Ti Københav
nerne havde stundom nok villet tjene vel meget paa deres Varer.
Aaret efter fik Kompagniet ogsaa Privilegium paa Sejladsen paa Vespenøerne
eller Vestmannaøerne ved Island, hvor Kongen oprindelig selv havde drevet Handel,
men som fra 1570 havde været i Hænderne paa forskellige københavnske Handels
selskaber. Og endnu et Aar senere, i 1620, blev Handelen paa Færøerne ligeledes
overdraget det islandske Kompagni.
Handelen saa vel paa Island som paa Færøerne trak imidlertid stadig fremmede
Købmænd til, som i Smug handlede med Indbyggerne og sagtens solgte dem billi
gere Varer, end de monopoliserede, danske Købmænd havde Lyst til, og i 1636 fik
Islænderne Forbud mod at handle med andre end Kompagniets Købmænd. Man ser,
at det særlig var Hollænderne, der lokkedes herop. Mellem det islandske Kompagnis
Skibe fra København og de hollandske Smughandlere udbrød der en fuldstændig
Guerilla til Søs, og Kompagniet fik i 1631 Bet til at opbringe alle fremmede Skibe,
som blev antrufne for langt inde under Land.
Denne Bet til at drive Kaperi, som nu og flere Gange senere tillagdes Kompag
niet, fik det ikke alene af Hensyn til Handelen men ogsaa af Hensyn til Hval
fangsten. Sejladsen og Virksomheden paa de nordlige Have havde ganske naturligt
givet Anledning til, at Københavns driftige Borgere ogsaa lagde sig efter Hvalfangsten,