110 / 225
96
KØ B E NH A V N 1536— 1660
1629 havde paalagt Byens Borgere. De skulde altsaa være særlig stærkt byggede, saa
de kunde føre Kanoner — 16—24—30 efter Størrelsen. I 30 Aar skulde Kompagniet
bygge 10 saadanne Skibe, som det skulde være forpligtet til at leje til Kongen, naar
han havde dem behov i Krigstilfælde, for en billig Fragt og Maanedspenge. Da Hol
lænderne og andre Søfarende imidlertid nød samme Toldfrihed som Kongens egne
Undersaatter, kunde disse ikke bestaa i Konkurrencen. Søfarten paa Spanien hørte
næsten ganske op, og da Kompagniet ikke efterkom sin Forpligtelse med Hensyn til
at stille de lovede Defensionsskibe, blev det ophævet.
Naar man ser paa alle de Handelskompagnier, der var blevet stiftede i Løbet
af den første Halvdel af Aarhundredet, skulde man tro, at den københavnske Han
del og Søfart maatte staa paa en glimrende Fod. Men det var dog ikke Tilfældet.
Handelen paa Østersøen, for hvilken der i øvrigt blev oprettet et Kompagni i 1636,
var sikkert den solideste; paa de oversøiske Farter blev der som oftest sat Penge til,
foruden at man udsatte sig for store Eventyr. »Den indianske Seglation«, som Chri
stian IV. kaldte den, gik i 1633 ganske i Staa. De københavnske Handlende kunde ikke
tage det op med Hollænderne og Portugiserne. Men Troen paa, at der dog til sidst
her som i Holland maatte kunne hentes Bigdomme hjem fra de Kyster, hvor Pebe
ret gror, var saa stærk, at Sagen i 1638 kunde tages op igen. Kongen selv, Adelige
og Borgerlige gjorde Indskud paa ny, den, der ikke gik frivillig med, blev tvunget
dertil. »Gud give, det maa være bedre anlagt end det forrige!« skriver Christian IV.,
og Foretagendet var sikkert denne Gang bedre anlagt end sidst, og der var kommet
Mænd med i Bestyrelsen, der utvivlsomt sad inde med den nødvendige Dygtighed
og med tilstrækkelig Energi. Men nu blev Skibene ramt af Uheld. 1655 søgte Frede
rik III. at blæse Liv i det ostindiske Kompagni paa ny, men uden Held. Det fik
først sin Blomstringsperiode i en langt senere Tid.
Efterhaanden som Sejladsen tiltog, og tiere og tiere Skibe stævnede ud paa de
lange Kejser, voksede der en Fare op, som man tidligere kun i ringere Grad havde
kendt til. Søen blev fuld af Sørøvere — Dunchirkere hed de i Nordsøen og Tyrkere,
dvs. Algierske Sørøvere i Atlanterhavet. De sidste var endog saa dristige, at de sejlede op
til Island og Færøerne, gik i Land og øvede Strandhug og slæbte Indbyggerne bort
med sig i Hundredevis. 1625 sad der omtrent 100 danske Sømænd i Fangenskab i
Algier, og Indsamlinger i Kirkerne om Søndagen til »Bansonering og Igenløsning«
at Søfolk, der sad i Fangenskab hos Tyrkerne, forekommer hvert Øjeblik i danske
Byer. Men de fredelige Koffardiskibe var ogsaa udsat for at lide Overlast paa anden
Maade. Spanierne i. Eks. brugte en ganske egen Trafik. De lod undertiden, naar de
havde Brug tor tiere Fragtskibe, end de ved egen Hjælp kunde faa samlet, deres
Fartøjer gaa ud i Søen og anholde forbisejlende Handelsskibe, der ikke var stærke
nok til at slaa fra sig, og bringe dem i Havn, hvorpaa de maatte lade sig bruge til
den eller de Rejser, som Spanierne netop havde forestaaende. Et af det ostindiske
Kompagnis Skibe blev saaledes engang opholdt i hele 3 Aar. Men det var kun eet
Tilfælde af Overgreb fra de frygtede Biskayeres Side imellem mange. Hele Christian
IY.s Regering er der Forhandlinger med den spanske Regering om disse Anholdelser
af danske Handelsskibe. Og fra Hollænderne og Portugiserne blev der lagt de dan
ske Ostindiefarere saa mange Hindringer i Vejen som muligt.
Medens Risikoen ved Søhandelen saaledes snarere voksede end aftog paa Grund
at de forskellige Nationers Skinsyge og paa Grund af Sørøveriets Floreren, begyndte