115 / 225
H A N D E L OG S Ø F A R T
101
endnu under Christian IV. Bølgerne over Revet med de store Sten og ind mod
Stranden mellem Krabbelykke, — nu Nyhavns Hoved — og St. Anne Bro, umid
delbart inden for Toldboden. Inde i Byens Hjærte fandt man endnu det lystigste
Havneliv ved Gammel Strand, og en stor Mængde af Byens Befolkning søgte umid
delbart som Fiskere og Sømænd deres Næring paa Søen.
Der kan vel ikke være nogen Tvivl om, at det var denne Fortrolighed med
Søen, der bevægede en saa stor Mængde Borgere i Byen, hvis daglige Gerning ellers
ikke bragte dem i Berøring med Handel og Skibsfart, til at sætte Penge i de mange
forskellige Handelsforetagender paa fremmede Lande. Adelen drev Handel, — den
berømte Jens Munk sejlede saaledes i flere Aar for Henrik Ramel, — og Gejstlig
heden drev Handel, Professorerne ved Universitetet handlede og Kongen selv hand
lede saa vel som hans Hofmænd og Drabanter. Og det ikke blot i smaa eller større
Selskaber med at sende Skibe til de nordlige Have eller ud til de varme Lande,
men ogsaa enkeltvis og paa nærmere Havne.
Den for Byen saa naturlige Sønæring tog vistnok et meget stærkt Opsving ved
det fordelagtige Kaperi, som dreves under Christian IY.s Krige, og som i Virkelig
heden var en Slags privat Søkrig eller,
0111
man vil, et autoriseret Sørøveri. Særlig
under den svenske Fejde 1643—45 havde Københavns Borgerskab mange Kapere i
Søen. Og der vilde alle gerne være med, ti Kaperiet gjorde ikke blot Fjenden Afbræk,
men gav alle Deltagerne en smuk Fortjeneste.
»Jeg havde ogsaa,« fortæller Dr. Otto Sperling, Lægen ved Christian IV.s Børne
hus, »med nogle Hoftjenere Part i en Kaper, som gjorde os god Tjeneste og op
bragte en Krejer, ladet med Jærn og Kobber, hvorved vi alle havde en stor For
tjeneste. Og er samme Krejer siden bleven min alene og har gjort en Rejse til
Frankrig efter Salt og en fra Königsberg med Hamp og Tøndetræ til England.«
Dr. Sperlings Fremstilling af, hvorledes Forholdene udviklede sig efter Krigen, har
sikkert almindelig Gyldighed for Københavns Borgeres Vedkommende. Den giver tillige
et udmærket Indblik i Datidens Handelsliv og fortjener derfor at anføres i sin Helhed.
»Da nu Freden var sluttet, hørte vort Kaperi ogsaa op. Min synderlig gode Ven,
Renteskriver Christen Bollesen, — hvis Søn nu er Ceremonimester ved Hoffet og
bærer Navnet Liixdorph — havde været min Medparticipant i Kaperiet, og han og
jeg tilforhandlede os nu Skibsfolkenes Part af Byttet for en billig Penge, hvilket
Bytte bestod i Messingplader, Jærnstænger og nogle Tønder Vitriol samt i en Part
af den tagne Krejer. Da vore andre Medparticipanter hørte dette, tilbød de ogsaa at
at sælge os deres Parter, hvilket vi hægge tog imod, og har vi tjent mere end 1000
Rdl. paa dette Købmandsskab. Christen Bollesen skænkede mig yderligere sin Part
i Krejeren, saa at denne Krejer paa omtrent 60 Læster blev min alene. Jeg satte en
Skipper paa den og lod ham et Par Gange løbe til Bleking og bringe Brændeved
derfra til København. Derved var imidlertid kun liden Fortjeneste, og raadede Skip
peren, Gunner Andersen, mig derfor, at jeg skulde lade Skibet gaa til Frankrig efter
Salt, hvorved der var god Profit at vinde. Han var kendt i de Farvande og havde
været der flere Gange som Styrmand og hentet Salt. Det passede med mine egne
Ønsker, og jeg gik ind paa Skipperens Forslag. Omtrent paa samme lid fik en Køb
mand, Frederik Jacobsen Schiøt, mig overtalt til at tage en Part i et Fartøj, han
havde ladet bygge i Bleking. Det var et skønt, stærkt og velbygget Skib paa omtrent
120 Læster og førende 12 Jærnstykker (dvs. Kanoner). Jeg købte Halvparten at ham