102 / 118
101
Ja, en lille Forelskelse spillede maaske ogsaa med, thi jeg ved
flere, der har hentet deres Livsledsagerske inde i Selskabets Lokaler.
Men som Regel var det kun harmløs Spøg, der bandt os sammen,
og ikke andet.
Jeg husker en lille Klike af begavede unge Mennesker, Mænd og
Kvinder, hvis fornemste Medlem var en, senere bekendt, Tegner og
Forfatter. Naar den kom sammen, i det lille Værelse, ved Siden af
Biblioteket — det var i Nansensgade 75, hørte man først en, der
sagde: »Skal vi saa sætte os ned og være aandrige?« Og saa satte
de sig ned, og der sad de saa og var aandrige Resten af Aftenen.
Dette blev senere til et Ordsprog, saaledes at naar to Medlemmer
mødtes, foreslog den ene altid, at de skulde sætte sig ned og være
aandrige.
Naar Selskabet om Aftenen lukkede sine Lokaler, gik man paa
Kro sammen — Selskabet var jo dengang ikke saa fint, at det havde
sin egen Restauration.
Det var fortrinsvis »Mullers Hotel« i Nørre Farimagsgade, der
hjemsøgtes, og naar saa »Hjerterdame« var med, kunde der godt
komme en glad Aften ud deraf.
Ikke saaledes at forstaa, at man svælgede i spirituøse Drikke;
nej, det var altid Kaffe med Brød og en enkelt Gang en lille Likør
eller Cognac. Men med Dominospil og fortrolige Samtaler forkortedes
Tiden, lige til man blev smidt ud ved Lukketid.
Og saa »fulgte man hjem« — til Gadedøren altsaa, og Samtalerne
fortsattes undervejs, paa Gadehjørnet og i Gadedøren, til man skiltes
for den Aften.
Ved de aarlige Sommerudflugter var Kliken ogsaa sammen —
sludrede, drak Kaffe, spadserede og dansede sammen, og det kunde
hænde, hvis Turen f. Eks. var gaaet til »Over Stalden« i Charlotten-
lund, at man gav Pokker i Sporvogn og Jernbaner og, om Natten,
spadserede hjem sammen i Maaneskinnet, ad Strandvejen, syngende
af fuld Hals.
Undertiden — hvis man var sikker paa Funktionærernes Diskre
tion — kunde det ske, naar Dørene var godt laasede efter Lukketid
i Selskabet, at man blev i Lokalerne og lod Opsynskonen servere
Kaffe, eller ogsaa fik en brændende Bolle Punsch paa Bordet, og
fortsatte med et olympisk Symposion efter bedste akademiske Mønstre.
Da lød Sangen ud fra Nansensgade, ikke altid lige køn, men i hvert
Pam velment, og da var det næsten altid Sveriges store, udødelige
Bellman, hvis glade og skønne Sange maatte holde for.