104 / 118
103
den herlige Sol vil imøde dig le,
og Mørket maa vige — du vil, det skal ske;
hvem læser i Mørke? Nej, Lys maa der til,
og
»Lys over Landet, det er det, vi vil!«
Recitativ:
Ja, Lys over Landet er det, I vil,
I tusinde Smaa fra de lave Stuer;
I vil, at den Glød, som i Hjærtet luer,
skal muntert fænge og Næring finde,
— Arbejdets Mand og Arbejdets Kvinde!
Nuvel! Det er Ret, hver bunden Længsel
maa løs, maa ud af det snævre Fængsel,
ud for at søge det skønne, det gode,
ud for at føle sig vel tilmode;
om gennem Bøger, om gennem Tale,
gennem Sang og Musik, er ganske det samme;
hvad Fantasien forstaar at male
er Hovedsagen!
Berige sin Aand, gøre Sindet lyst,
gøre Hovedet klart til at føde en Tanke,
følge den ensomme Tænker, som tyst
sin Vej gennem Livet maa vanke,
lytte til Digterens sjælfulde Spil,
høre, hvorledes i Tonerne skælver
Freden, som Himlen over os hvælver,
det er os givet, enhver som vil.
I,
Gamle,
som skabte det signede Værk,
som aned’ en Værd i det menige Folk
og selv traadte frem, som dets dygtige Tolk,
og maned’ til Handling, som ene gør stærk!
Jer Løn maa I føle i Frugten, det bar,
at flere og flere sig stilled’ i Række,
jer Gærning var den, at samle og vække,
og sé, der blev lyst — Horizonten er klar!
Men I, som fik Plads i den sollyse Dag,
I
Unge,
som flokkedes under vor Fane,
lad Fædrenes virksomme Gærning Jer mane