MitVidenskabeligeLivsDrama

taget et umedgørligt og uomgængeligt Menneske, som man

bare vilde faa Spektakler af i Norge!

Dette fandt dog Kirkedepartementet i Oslo var for galt;

Ekspeditionschefen (Departementschefen) vilde ikke vise Sagen

tilbage paa dette Grundlag, men opfordrede underhaanden Rek?

tor Birkeland til at rejse til København for at faa en Ende paa

Intrigerne. Birkeland erklærede sig villig hertil, og rejste om*

kring 1. Oktober 1921 ned til Danmark, hvor han vilde søge

Oplysninger om mig paa tre Steder, nemlig hos en dansk Fags

kollega, hos min Chef, Direktør

Ellinger

ved Landbohøjskolen,

samt i den herværende norske Legation. Og skønt denne Fags

kollega var radikal Politiker (ligesom Birkeland selv nærmest

var Socialist), var han saa venlig at udtale sig i de højeste Toner

netop om mine menneskelige Egenskaber. Direktør Ellinger

sagde til ham simpelthen, at han (Ellinger) i Birkelands Sted

uden Tøven vilde tage mig, og dertil svarede Birkeland, at saa

var den Sag jo afgjort. Om Birkeland derefter gik til Legas

tionen, ved jeg ikke; derimod ved jeg, at Ellinger til Afsked

sagde til ham: »Men gaa nu ikke ogsaa ud til Birck og Westers

gaard, for saa vender De hjem til Norge lige saa forvirret som

De kom«.

Hjemkommet til Trondhjem gjorde Rektor Birkeland nu i

et nyt Møde i Professorraadet midt i Oktober Maaned 1921 uds

førlig Rede for hele denne Sags Forløb. En af mine Kolleger,

som overværede det, har fortalt mig, at denne Redegørelse var

et Mesterstykke af videnskabelig Saglighed og administrativ

Redelighed; den gjorde saa stærkt et Indtryk, at den blev citeret

endnu otte Aar efter, nemlig ved hans altfor tidlige Bortgang

ifjor, i en Nekrolog (af Professor

Sverre Pedersen),

som et af

de mange Vidnesbyrd om denne Mands fremragende Karakters

egenskaber. Den 17. Oktober kunde Rektor Birkeland da ogs

saa sende mig følgende Telegram: »Professorraadet har opret*

holdt sin oprindelige Indstilling, man vil søge paaskyndet Ud*

nævnelsen, venlig Hilsen Birkeland«. En Uge efter kom saa

Udnævnelsen i det norske Statsraad, men først i Februar 1922

kunde jeg overtage mit Embede, da jeg forinden maatte afvikle

mit Forhold til Landbohøjskolen, hvor jeg var Lektor.