MitVidenskabeligeLivsDrama

professor dr. Birck om saken. Dessværre kan nu saken vanske*

lig komme til behandling her før i slutningen av september«.

Hvis nogen Læser før har troet, at jeg nu var begyndt at se

Spøgelser ved højlys Dag, saa vil han sikkert nu indrømme, at

ingen Mistænksomhed fra min Side endnu paa langt nær havde

holdt Skridt med de Nederdrægtigheder, som mine Modstan*

dere udpønsede for atter at gøre det af med mig, og denne

Gang formentlig for bestandig. Og da der aldrig hverken før

eller siden, som Læseren ved, er forelagt mig det mindste Klage*

maal fra Landbrugsinstitutet i Rom, følte jeg mig denne Gang

aldeles værgeløs; jeg kunde ikke engang se, h v o r f r a dette

Dolkestød i Ryggen kom, eller hvem der førte Dolken. Der

var ganske vist (foruden det danske Udenrigsministerium, som

naturligvis er hævet over enhver Mistanke i denne Sag) kun to

Personer, som vidste, at min Afgang fra Rom ikke kunde siges

at være helt frivillig, og den ene af disse var netop Professor

Birck, som jeg ved Hjemkomsten fra Italien i 1913 havde fortalt

alt, dels fordi jeg ikke havde noget at skjule, dels fordi jeg den*

gang nærede fuld Tillid til ham. Og dog beder jeg Læseren

udtrykkelig bemærke, at jeg i k k e i min Protest til Ministeriet

her af 18. Juli iaar (1930) har nævnt denne Sag, ja at jeg end

ikke i dette Øjeblik sigter Professor Birck for Meddelagtighed

ogsaa i d e t t e Bagholdsangreb. Men i Professor Bircks Sted

vilde jeg jo nok bidrage til nu endelig at faa opklaret, hvem

den Mand var, som stod bag dette falske Angiverix).

Et naadigt Forsyn skænkede mig til enhver Tid Søvnens

Velsignelse, saa snart jeg havde Brug for den. Ingen Vanskelig*

i) Jeg har hidtil kun kunnet faa oplyst (af K irkedepartementet i Oslo),

at det var en Mand i fremskudt Stilling. Jeg har d.

. August iaar i

Oslo spurgt den eneste Nordmand, som kendte denne Sag fra første

Haand (ligesom Birck), om det var ham, skønt jeg ikke selv troede

det, og han svor sig da ogsaa fri. Rektor Birkeland, der er min

Kilde til en D el af ovenstaaende, tilbød mig ganske vist, da jeg

Februar

1922

overtog Embedet i Trondhjem, at sige mig hvem det

var; men jeg afværgede det, da jeg ikke vilde bære Nag til nogen,

og derhos troede, at mine Fjender efter dette Nederlag endelig

vilde lade mig være i Fred. Da Rektor Birkeland desværre nylig er

død, faar Sykofanten nu selv melde sig.