81 / 117
77
Vedkommende. Og dette sker lige saa godt og nok saa ofte
ved, at man som dansk Konsul varetager en berettiget norsk
Interesse i Samkvemmet. Og da saavel det danske Udenrigs*
ministerium som min nærmeste Foresatte (Gesandten i Oslo)
ved forskellige Lejligheder har glædet mig med at give Udtryk
for, at man har været tilfreds med min Tjeneste i de snart for*
løbne 7 Aar, saa lever jeg i Norge i Almindelighed og i Trond*
hjem i Særdeleshed et paa engang saa arbejdsomt og fredeligt
Liv, som nogen Mand kan ønske sig.
Jeg har derfor nu kun tilbage at forklare, hvorfor jeg under
disse Omstændigheder, ligesaa gunstige i Norge som ugunstige
i Danmark, overhovedet søgte det Professorat, som for et Aars
Tid siden blev ledigt ved Københavns Universitet, derved, at
Professor Ohlin trak sig tilbage til en lignende Post i sit Hjem*
land. Jeg behøvede i og for sig ikke at svare andet, end at jeg
altid har ønsket mig at tjene mit Fædreland, og at Længslen
efter Danmark med Aarene snarere er blevet stærkere end sva*
gere. Sligt hænder enhver, selv under de bedst mulige Forhold i
Udlandet. Saaledes skriver den danske Digter
Thor Lange,
der
som bekendt maatte leve hele sit Liv i Rusland, hvor han var
gift med en russisk Fyrstinde, i et af sine mange Digte føl*
gende Vers:
»Hjem, hvor aldrig jeg fortrænges,
trygge Hjem Ukraine,
Synd, at jeg mod Danmark længes
alle vide Vegne«.
Disse skønne Linjer gør jeg Ord til andet til mine, blot at
man for »Ukraine« sætter »Norge«. Og aldrig skal jeg glemme,
at det fra min Ungdoms Trængselsaar og til min Mandoms Ar*
bejdsaar var fra Norgen Hjælpen kom, naar det kneb haardest,
selv om det ingenlunde har manglet paa Anerkendelse og For*
staaelse andetsteds, ogsaa i Danmark. I Virkeligheden har
jeg selv der stort ikke andre Fjender end det halve Dusin, som
sidder netop paa de Pladser, hvoraf min Skæbne i Fædrelandet
hidtil har været afhængig.
Alligevel var det ikke b l o t denne Følelse, som tilskyndede
mig til nu ved Nytaarstid 1930 at søge det først da som ledigt