MitVidenskabeligeLivsDrama

maalet i alle dets Faser, ligesom Professor

Bircks

har været

G rænsenytteteorien , og

Warmings

er D anm ark s Statistik, me#

dens

Axel Nielsen

hele sit Liv væ sentlig har dyrket Bankpolitik

ken. D er er blot den Forskel paa dem og m ig, at det af mig valgte

H ovedom raade er f u n d a m e n t a l t for hele V id en sk aben og,

som enhver nu kan se, tiltager i Betydn ingsfu ldhed for hvert

A a r der gaar, m eden s ek sem pelvis Prof. B ircks Ungdom skærlig#

hed til G ræ n senytteteorien har vist sig h ø jst ulykkelig, ■forsaa#

vid t som den allerede er forlad t af nyere økonom iske Tænkere.

O g hvem er endelig disse tre Herrer, som saaledes forsøger

at stød e m ig ud af V id en sk aben s Paradis ? Lad m ig, for ikke at

synes ubeskeden, blot sige m ed gam le

Cicero

i sin T a le for

Sextus Roscius

til sine M od stand ere: » V e l vil jeg ikke tillægge

m ig noget, men jeg behøver da heller ikke fratage mig selv saa#

m eget, at jeg ikke skulde kunne maale m ig m ed Jer« 1). Lad os

altsaa tænke os, at jeg som M ed lem af en nationaløkonom isk

Bedømm elseskom ité havde været i den Situation at skulle af#

give et V o tum angaaende enhver af de H errers videnskabelige

M eriter (ogsaa jeg har siddet i saadan Bedømm elseskom ité,

nem lig ved Besæ ttelsen af et Professorat i 1927 ved O slo Uni#

versitet), og lad os endvidere tænke os — selv om det ganske

vist er utænkeligt — at jeg vilde afgive et saadant usømm eligt

og overflad isk V o tu m om en Kollega, der havde viet hele sit

L iv til V iden skaben . I Prof. B ircks A a n d vilde m it V o tum da

om tren t have set saaledes ud:

»O v e rfo r D r.

Birck

anerkender jeg det inciterende i hans

Problemstilling, selv om det kun sjæ lden lykkes ham i sine

Væ rker at give en Løsning, endsige da en rigtig Løsning paa

Problemerne. H ertil komm er, at hans Væ rk er alle (maaske med

U nd tagelse af hans lille buddhistiske Bog, betitlet

Aloysius’

B reve) er andenhaands eller rettere sagt trediehaands A rb ejd er,

som er uddragne af h alvfordø jede K ildeskrifter, ligesom de

x) I

Thoresens

friere, men gode Oversæ ttelse: (III Udg. 1922, S. 39)

»Saa ringe Tanker har jeg da ikke om mig selv, uden i mindste Maade

at overvurdere mig, at jeg ikke nok tror, at jeg kunde hamle op med

dig (hvad Tungefærdighed angaar)«.