30 / 208
21
Sin aandelige Gerning røgtede Præsten samvittighedsfuldt
efter bedste Overbevisning. Hans Søn har mange Aar efter
hørt hans gode Eftermæle blandt Sognets Beboere. Særlig lag
des der Vægt paa, at han ved hver Barnedaab holdt en Tale
til Forældre og Faddere, hvori han frimodigt og hjerteligt lagde
dem Opdragelsens Ansvar paa Hjerte. En gammel Indsidder
har fortalt den nuværende Sognepræst i Ønslev, Provst Meu-
lengracht, at D. engang paa Prædikestolen havde sagt, idet han
pegede ned paa Menigheden: »Naar I er vrede, kan I ikke styre
Ønslev Præstegaard; i Midten en Træsøjle med en Blomstervase
paa Toppen og Slyngplanter om Stammen.
eder selv!« hvortil Vidnet tilføjede: »Det kunde Præsten heller
ikke.« Formodenlig har han selv set, maaske erfaret dennes
Heftighed. Men skulde en Præst aldrig paapege de Fejl, han
selv kan være tilbøjelig til, fik han vel ikke meget at sige. —
Det samme Vidne heretter, at den gamle Præst — og vistnok
til sin Dødsdag — gik i den gamle Tids pyntelige Dragt: Knæ
bukser med Kvast, sorte Silkestrømper og Spændesko, og saa-
ledes vandrede han, som den gode Fodgænger han var, i Reg
len om Søndagen til sin Annekskirke.
At han var »skrap (o: duelig) til at prædike«, huskede hint
Ørenvidne. Allerede medens han var »Hører« i Vordingborg,