32 / 208
23
»Med sin Flid og Duelighed i Studeringer forener han en dydig,
stille og velanstændig Opførsel«. Af særlig Betydning er vel det
Lov, han faar fra Skibene, hvis lille Verden dog maa kunne
lære hverandre ret godt at kende: Han har »i Levned og Lær
dom vist sig saaledes, som det hans Embede og Stand tilhører«;
>:elsket og agtet af enhver ombord«; »en af de faa, der fortje
ner en ganske fortrinlig Attention af de ophøjede, i hvis Magt
det staar at belønne Fortjenester værdigen, i det de gavne
Staten tillige«; »en retskaffen og værdig Præst, der lever vel
og lærer vel«. Biskop Balle kan 1791 samle disse Lovord: »Hans
grundige og opbyggelige Foredrag paa Prædikestolen have alle
vegne i hans Tjeneste erhvervet ham Bifald og Agtelse, ligesom
han og formedelst sit gode Forhold er bleven yndet og elsket«.
— En Dame, der havde kendt ham i hans Ungdom, sagde siden
som en stor Bos til hans Søn Jørgen: »De ligner Deres Fader,
De har Agtelse for Kvinden!« Men han fortalte selv til den
samme Søn, at han midt i sin flittigste Tid gerne en Aften om
Ugen besøgte en Keglebane i Lille Kongensgade, formodenlig i
en Klubhave, hvor han var med til at spille sin »Pot« og gjorde
det saa flinkt efter sin Barndoms Øvelse paa Landet, at han
ofte kunde spise frit til Aften.
Pietismen havde med sit: »Ikke Lære, men Liv!« rettet
den gamle Orthodoxisme, der ofte syntes at sætte Læren over
alt. Men med det samme Valgsprog dannede den en Overgang
til en Rationalisme, for hvilken Læren, Dogmerne, var noget
ligegyldigt eller da underordnet. Begge glemte de, at Livet dog
tilsidst udspringer af Læren, Ordet, Troen. Ønslev Præsten
kunde vel have adskilligt at indvende eller forklare paa sin
Vis; men han satte »Ordet«, Bibelen, højt; baade hans filologi
ske og æsthetiske Sans maatte allerede lære ham det. Paa Præ
dikestolen læste han ofte i Stedet for blot det fastsatte Læse
stykke hele det paagældende Kapitel for at vise Sammenhæng
og Tankegang og saaledes give et historisk Billede, der kunde
fastholde Hovedsagen i Tilhørernes Hoved og Hjerte. Og naar
han underviste sine Konfirmander, deriblandt ogsaa jo ikke
sjældent sine egne Børn, var det ham særligt om at gøre at
stille Kristus frem for dem og saa spørge: »Var han en Løgner
og Bedrager? eller var han vel en Sværmer? Nej, det kan intet