Previous Page  37 / 208 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 37 / 208 Next Page
Page Background

28

at Bierne blev saa opbragte paa ham, at han knap turde lukke

et Vindue op uden at blive stukken. Paa samme Tid var vore

Bier nær til at skulle sværme. Vi fik derfor Bud efter Hans

Markussen — i den anden Opskrift kaldet Hans Basmussen — ,

en smuk gammel Mand paa 85 Aar; han var Fattiglem, men

levede af selv at holde Bier og tillige passe andres. Da jeg

saa alt, hvad han kunde gøre med Bierne, bad jeg ham om

at lære mig, hvad Middel han brugte, da jeg havde set, hvor­

ledes det var gaaet min Fader. Han maalte mig og sagde:

Naar man vil være gode Venner med Bierne, maa man selv

være ren og god og tænke os dem som vore Medskabninger.

Naar jeg skal have med Bierne at gøre, maa jeg først vadske

mig over hele Kroppen og tage en ren Skjorte paa, saa at de

ikke lugter Sved, og saa maa man kun gøre Dyrene vel. Hvor­

ledes det? Ved at give dem ny udsprungne Kløverblomster.

Jeg fik herved meget travlt med at samle Kløverblomster, og

Enden blev, at jeg hver Dag laa udenfor vore 6 Bistader med

Kløver, saa at, naar nogen ønskede det, maatte de spise af

min Haand. Dernæst skulde jeg gnide den nye Kube indvendig

med friskt rent Græs. Da den første Sværm fløj, kom jeg lige

fra Vadsken, havde ingen Trøje paa og intet paa Hovedet. Jeg

bar Kuben til det nærmeste Træ, hvor jeg holdt den, imedens

Bierne krøb op ad mine bare Arme og paa mit Bryst. Jeg

synes endnu, jeg kan høre en af Pigerne skrige, fordi det saa’

saa græsseligt ud. Mig morede det.«

»Da jeg var 10 Aar, havde vi en lang Babat besaaet med

Kærner af Gravensten-Æbler. Da Gartneren paa Kristineberg

(en Herregaard i Nærheden) var der, forlangte han, at de mange

Stammer straks skulde podes. Man brugte dengang Ler og

Komøg til at overbinde dem med. Sommeren var meget tør,

og de visnede alle. Næste Aar podede jeg dem, og alt gik godt.

Jeg maatte nu pode for alle.« — Den store Frugthave i Præste-

gaarden, bl. a. med de Træer, Jørgen havde podet, fik senere

en mærkelig Skæbne. Der var om Vinteren — maaske den

samme, som slog Napoleons Hær — faldet og fyget saa megen

Sne, at Dyngerne skjulte de fleste Træer til op over Kronen.

Som paa en rigtig Bræ i det smaa blev Overfladen ishaard;

og da saa Sneen smeltede og Isskorpen sank ned, flaaede den