33 / 208
24
ærligt Menneske mene. Men naar han da kaldte sig selv Guds
Søn, saa
v a r
han det.« En saadan Appel til deres egen Sand
hedsfølelse kunde bære dem i kommende Dage gennem mange
Tvivl, især naar den som her var støttet af Gerningens Vidnes
byrd. I 1819 skriver en af Sønnerne: »Vort Hus er i Sommer
forøget med et nyt Lem, da Fader har optaget en Skolelærers
Datter, 12 Aar gammel, da han, formedelst nogle skændige
Forbrydelser, maatte løbe fra Hus og Hjem. Det er altsaa det
3die fattige Barn, Fader saaledes har.«
J. B. D a l h o f f s B a r n d o m .
Saadan gik det i alt Fald
J ø rg e n .
Ja, hvor havde han faaet
meget godt i Kirke og Hjem af sin kære Fader og sin »engle-
fromme Moder«, som Præsten kalder hende i et Brev 8 Aar
efter hendes Død. Om hende fortalte Jørgen, at hun havde
sin Psalmebog liggende i en Dragkisteskuffe, hvor hun søgte
hen for at læse sig lidt Trøst til, naar hun var blevet fortrædiget,
oftest vel af sin Svigerinde. Denne har vistnok /æret en be
gavet Kvinde, der havde faaet Lov til at læse sammen med
sine Brødre, saa at hun fulgte godt med i Latinen og sad inde
med adskillige, for Datidens Kvinder usædvanlige, Kundskaber,
hvorfor hun havde ikke ringe Indflydelse paa sin Bioder. Men
Stillingen som Faster i hans Hus har dog næppe tilfredsstillet
hende. En ulykkelig Kærlighed — Skumlere sagde: til en Neger!
af hvilken Grund hun altid gik med Turban (?) — havde vel
ogsaa gydt Bitterhed i hendes, som i saa mangen gammel Jom
frus Sjæl, og Tidens Tænkemaade indrømmede hende ingen
rigtig Brug for sine Evner. Altsaa satte hun sin Ærgerrighed
ind i smaa huslige Intriger og var for Børnene den eneste
Skygge i det ellers saa sollyse Hjem.
En streng Tante kunde jo nok have eet og andet at skænde
for, hvor en talrig Drengeflok tumlede sig med deres Kamme
rater, ja med hele Landsbyens Ungdom. En Gang der var
Bispevisitats, var denne Ungdom samlet paa Landsbygaden om
en Slags Diskus-Kastning, men rigtignok af noget farlig Art,
idet den store og tunge Skive blev svunget med en lang Stage,
saa at den med voldsom Fart trillede ned ad Vejen. En Sten