31 / 208
22
øvede han sig jævnlig i at prædike offenlig, og Sognepræsten
vidner, at han derved »har aflagt de upaatvivieligste Prøver
paa de grundigste Indsigter i de theologiske Videnskaber og de
ypperligste Gaver i den gejstlige Tale-Kunst, saa at der ikke er
Tvivl om, at han jo, naar Gud og Kongen behage at kalde ham
til Præst, vil blive en meget opbyggelig Lærer i Kirken«. Og
ligesom en af hans Professorer, Hornemann, skrev om den
unge Mand: »han udmærker sig som en af vore bedste theo
logiske Studenter«, kalder en af hans Skibsehefer ham »en yp
perlig og god Prædikant«. Han talte naturligt og let, og alle
rede hans Fader har, efter at have hørt ham holde en Guds
tjeneste, med Glæde optegnet, at han »messede behageligt«.
Men hvad havde han at forkynde? Han var ikke gammel-
kirkelig-ortodoks. Ved den evangelisk-kristelige Sandhed for-
staar han, hvad han kan læse ud af sin Bibel som Jesu og hans
Apostles Lære, men ikke efter en enkelt Konfession eller nogen
nok saa fremragende Autoritet. — De opbevarede Prædikener
vidner dog om en personlig Grebethed, en Trang til Syndsfor
ladelse og en Tro paa Guds Tilgivelse i Kristus, der hæver dem
højt over Vulgær-Rationalismen og lægger et helt andet Indhold
end dennes selvtilfredse Væsen i hans Tale om Forbedring
og Fremgang i sand Kristendom.
Han var heller ikke Pietist. I en af de faa efterladte Præ
dikener, skrevne med saa fin Stil, at han vist selv maa have
været nærsynet og næsten kun kan læses af sine nærsynede
Efterkommere, siger han: »Jeg finder ikke, at Jesus eller hans
Apostle have tillagt et hængende Hoved, et Par fordrejede Øjne
eller andre saadanne Helligheds Lader den allermindste Værd.
Jeg finder ikke, at det forbydes Kristne med glad og fro Sjæl at
nyde Livets Fornøjelser, at dele dem med andre. Kuns finder
jeg faderlige, hjertelige Advarsler om at bruge denne Verden
uden at misbruge den; kuns formanes vi i alle Ting at handle
betænksomt og forsigtigt, ikke som uvise, men som vise!« —
Der kan ogsaa i hans Breve et enkelt Sted forekomme en Ytring,
der ligner en Ed, men ganske vist ikke er saadan ment. Over
en god Spøg kunde han gotte sig, men alt urent og stygt var
langt fra ham. Fra sin Studietid faar han ogsaa de bedste Vid
nesbyrd for sin Adfærd. Saaledes skriver Prof. Hornemann: