204 / 581
197
Charakter og Betydning, som han (Høyen) havde, og for
hvilken han havde troet at kunne arbejde. Han havde
ment at kunne gavne ved kritisk at behandle Samlingen,
saavel med Hensyn til dens historiske som til dens arti
stiske Interesse; dette Arbejde forekom ham fra nu af
næsten overflødigt. Brevet slutter med disse Ord: »Da
jeg nu ikke har paatrængt mig Commissionen, men skylder
min Optagelse i samme ene og alene Deres Excellences
for mig saa smigrende -Ønske og Tillid, saa heder jeg
allerærbødigst, at Deres Excellence vil have mig fritaget
for al videre Deltagelse i Commissionen, da jeg selv uden
for samme jo gjerne vil yde Deres Excellence den ringe
Tjeneste, som staar i min Magt.«
Slig en Adfærd var man ikke vant til i Regjeringens
Kredse. Især Finantsministeren, Møsting, fandt, at det
var en Uforskammethed uden Lige at kritisere Regjerin
gens Ansættelser og i den Anledning frabede sig et konge
ligt Commissorium; men efterhaanden lykkedes det Collin
og Andre at berolige ham og faa ham til at indse, at
Høyen i Grunden havde Ret, eller i alt Fald var uund
værlig. De tagne Bestemmelser bleve naturligvis ikke
forandrede, men man bad Høyen indstændigt om dog at
foretage den »Revision« af den tilstedeværende Portræt
samling, som man nu havde indsét var nødvendig, og Høyen
gav efter. Han udbad sig kun, hvad der behøvedes for
Arbejdets Udførelse, nemlig at man vilde overlade ham et
Værelse paa Slottet selv og udlaane ham dels do Forteg
nelser over Malerierne, som Commissionens ældre Med
lemmer havde forfattet, dels den store Samling af kobber-
stukne Portræter, som Conferentsraad A. Müller i sin Tid
havde samlet, og som opbevares paa det Kongelige Bibliothek