209 / 581
202
hver for sig at høre hans Dom. Det var en af de første
Gange, han deltog i en Concursbedømmelse, og han
manglede Erfaring; men han havde ikke Lov til at tie,
og de Domme, han ytrede, forstod han at give Grunde
for. Han kom saaledes imod sin Yillie til at spille en
betydelig Rolle ved Bedømmelsen, og da det afgjørende
Møde kom, og Debatten spredte sig i det Uendelige, var
det ham, der maatte mægle og beherske Striden. Udfaldet
blev, at Ingen, hverken Maler eller Billedhugger, fik Me-
daillen. Den følgende Morgen skulde Akademiets Medlem
mer atter samles, og Dommen bekjendtgjøres for de for
samlede Concurrenter. Konst-Professorerne havde rigtignok
alle paa en eller to nær været enige i den fældede Dom,
men de havde dog Betænkeligheder ved at paatage sig
Ansvaret for den, og bestemte Høyen til at være Ordfører.
Han vilde nødig; men det gik ikke an at spilde Tiden
med Vægring og Complimenter. Han gjennemgik Arbej
derne for Concurrenterne, og endte med en lille Tiltale til
de unge Konstnere, hvor han paa en smuk og hjertelig
Maade opfordrede dem til fortsat, ivrigt Arbejde. Da
Akademiets Medlemmer atter vare alene, kunde de ikke
noksom udtale deres Taknemmelighed og Beundriug for
Taleren. Ikke blot Hetsch, Freund, Møller, Thiele og
Eckersberg faldt ham om Halsen og takkede ham med
Taarer i Gjnene, men selv den gamle Blomstermaler Fritsch
gav ham Broderkysset. De bad ham instændigt om at
udarbejde hvad han havde sagt, for at det, naar Concurs-
Arbejderne blev udstillede, kunde trykkes som hele Akade
miets Dom. Høyen lovede det; men han sagde rigtignok
med det Samme til sig selv, at naar den første Hede var
forbi, vilde denne Plan sagtens blive opgivet. Og ligesom