215 / 581
208
de fandt nødvendig for at erhverve Livets Ophold, saa be
tragtede de ham som en personlig Fjende, der af Partiskhed
eller Ondskab søgte at tage dem Brødet af Munden. Hver
en Mening, han ytrede, blev modtaget med Mistillid, og
de vare forud bestemte paa at sætte sig imod den. Det
kan under saadanne Omstændigheder i alt Fald undskyl
des, om det ikke kan billiges, at han trak sig tilbage, og
overlod de Konstnere, der delte hans Anskuelser, selv at
fægte dem igjennem, hvis det var muligt; den Understøt
telse, hans dialektiske Skarphed og hans Veltalenhed kunde
give dem, vilde ofte opvejes af den Uvillie, hvormed visse
Medlemmer hørte ham, og Konstnerne vilde være mere
tilbøjelige til at rette sig efter Andre, der ligesom de selv
skulde leve af deres Arbejder, end efter ham, som ikke var
Konstner.
Men medens han saaledes holdt sig borte fra Pienar -
Forsamlingerne, deltog han dog ligefuldt i Bedømmelserne
af Concurs-Arbejderne, i Bestyrelsen af Bibliotheket ogKonst-
samlingen, og fremfor Alt i de Comitteer, der nedsattes for
at gjøre Forslag til Forbedringer i Akademiets Indretning.
Det gik nemlig efterhaanden op for Alle, at Akade
miet trængte til Omordning, baade som Konstnersamfund
og som Skole.
Efter Fundatsen vare Akademiets Medlemmer to Slags,
ordentlige (Konstnere eller Videnskabsmand, der vare Lærere
ved Akademiet) og overordentlige eller Æresmedlemmer
(Ikke-Konstnere). Disse sidste vare stemmeberettigede i
alle Sager; de ordentlige Medlemmer derimod, med Und
tagelse af Professorerne og Sekretæren, kun i de Sager, der
angik Konstværkers Bedømmelse. Denne besynderlige og
stødende Bestemmelse ønskede Alle ophævet. Men ogsaa