217 / 581
210
hvorpaa Forbindelsen blev tilvejebragt. I Stedet for, som
det skete i Konstens bedste Dage, at lade Haandværket,
det absolut Nødvendige, være Udgangspunktet, og lade
Konsten udvikle sig deraf som den skjonneste og fuld-
endteste Blomst, var man gaaet den modsatte Vej. Man
liavde villet udvikle Blomsten for sig uden at undersøge,
om Planten havde Kraft til at bære den, og deraf blev
Følgen, at Blomsten ofte manglede den rette Kraft og
Naturlighed, og at Planten sjælden satte Blomst. For den
enkelte Lærling vare Følgerne ofte fordærvelige. Drengen,
der kunde blive en dygtig Haandværker, blev sat i den
Skole, der var beregnet paa Uddannelsen af Konstnere,
hvor Oprykningen fra den lavere Klasse til den højere
skete igjennem Concurser og belønnedes med Medailler.
Havde han Sands og Haandfærdighed nok til at opnaa
disse, ansaa han sig allerede for en halv Konstner;
han gik videre paa denne Bane, og stræbte efter et Maal,
lian ikke kunde naa. I Stedet for en hæderlig og nyttig
Virksomhed, hvortil en sund Udvikling vilde have ført
ham, laa nu et forspildt Liv for ham. Maaske havde han
virkelig en vis konstnerisk Begavelse; men ydre Omstæn
digheder, Trang eller Sygdom, hindrede den i at trænge
igjennem, og naar han nu ønskede at forlade Konsten for
at tage fat paa Haandværket, saa manglede han den prak
tiske Færdighed, der var den nødvendige Forudsætning for
dette. Disse Ulemper vare ikke lige synlige for Alle; men
Et var der, som Alle kunde se; det var, at Akademiet
hverken havde Plads eller Kræfter til en saadan Udvidelse,
som man havde villet give det, og at denne, om den end
i sin Tid kunde synes ønskelig, dog nu var aldeles over
flødig efter at den Indflydelse, der var udgaaet fra Akademiet,