214 / 581
udenfor Akademiet staaende Konstneres Ret, stillede Udstil
lingen og Udstillingsfonden under en særlig Bestyrelse, og
et forøget Tilskud fra Staten holdt Akademiet skadesløst
for den Indtægt, det derved mistede.
Fra det -Øjeblik, da Høyen i Forhandlingerne om
Enkekassen havde brudt med Akademiets Majoritet, mødte
han kun sjælden i dets Plenar-Forsamlinger. Han var
overbevist om at han Intet vilde kunne sætte igjennem, i
alt Fald ikke før Majoriteten ved Tilgang af nye og friske
Kræfter var bleven forandret, og han havde ingen Lyst til
at indlade sig i en unyttig Kamp. Grunde kunde ikke
hjælpe imod dem, som, netop fordi de frygtede hans
Overlegenhed i Debatten, lukkede deres øren og ikke vilde
forstaa ham. Det var jo heller ikke en theoretisk eller
æsthetisk Modsætning, det dreiede sig om, men en moralsk.
Han selv var vant til at nøjes med Lidet; de ideelle
Interesser, Konsten var hans Liv; derfor ofrede han Alt.
Han syntes, at ogsaa de, hvem naturlig Begavelse og frit
Valg havde gjort til udøvende Konstnere, burde have den
samme uegennyttige Kjærlighed til Konsten; han kunde
ikke finde sig i at de for egen Fordels Skyld tilsidesatte
Konstens Tarv, at de ivrig arbejdede paa en Udvidelse af
Friboligerne paa samme Tid, som Akademiet manglede den
allernødvendigste Plads til Konstsamlingen og til Skolerne,
o. s, v. Og, fik nogen af disse Konstnere saa en Formod
ning om at den samme Modsætning kunde gjøre sig gjæl-
dende ved Bedømmelsen af mange af deres Arbejder, at
Høyen ogsaa her forlangte en Grundighed i Opfattelsen og
Naturstudiet, en kjærlig Fordybelse i Opgaven og en om
hyggelig Udførelse, som ikke altid lod sig forene med den
Hurtighed i Arbejdet, hvortil de havde vænnet sig, og som
207