210 / 581
203
det paa den ene Side glædede ham inderlig, hvis han
havde gjort noget godt, saa frygtede han paa den anden
Side, at denne Henrykkelse var altfor stormende til at den
ikke skulde blive efterfulgt af koldere Vinde. Han var
vemodig stemt, og Alt samlede sig for ham i det inder
lige Ønske, »at kun Alvor, Flid, redelig Villie og Udhol
denhed altid maatte styrke hans svage Kræfter.« *)
Høyens Anelse gik i Opfyldelse. Det var ikke nogen
lang Tid, at Akademiet, eller rettere Flerheden af dets
Medlemmer, var tilfreds med ham og han med det. Han
saa tidligere end de Fleste, at dets Indretning i mange
Maader var forældet, og, saa stor en Nytte det havde gjort
i tidligere Dage, nu ikke længere svarede til det friere og
friskere Liv, der var kommet i Ivonsten. I Spidsen for
Akademiet stod en Præses, dengang Prins Christian. Man
havde betragtet det som en stor Fordel, at Akademiet
styredes af en Mand, der stod Thronen saa nær, og saa
meget lettere kunde lade den kongelige Naades Sol skinne
derover, og man maatte i Sandhed glæde sig over i den
daværende Præses at have en Mand med Dannelse og
Interesse for Konst; men denne Fordel medførte rigtignok
ogsaa, at Akademiet ikke bevægede sig med fuld Frihed;
Prinsen var vant til at hans Mening vandt Alles Bifald.
Høyen var nu en altfor uafhængig Natur til at han enten
skulde forandre eller skjule sin Mening, fordi den var af
vigende fra Prinsens, og skjøndt denne havde Dannelse
nok til at finde sig i lidt Modsigelse, og Forstand nok til
at vurdere Høyens overlegne Dygtighed, var Sligt ham
dog langt fra ikke behageligt. Høyen paa sin Side
*) Af et Brev til hans Forlovede, skrevet samme Dag, den 27de
September 1831.