21 / 581
14
Dage spurgt ham selv, vildehan sikkert have troet at
kune udtrykke det med ét Ord, det var Poesien, han
søgte. Først og fremmest søgte han dene i Digternes
Værker. Det var dendanskeDigtekonstsGuldalder. -Øhlen-
schlåger stod i sin fulde Giands, lige herlig som den
nordiske Oldtids og som den østerlandske Eventyrverdens
Tolkogfuldaf Nutidens Romantik. Den gamleBagesen
ogGrundtvig ogIngemann sørgede for at han ik estod
ene, ogShakespearesKæmpeskikelsetradte frem iFoersoms
dygtige Oversætelse. Og næsten endnu herligere syntes
den tyske Litteratur at strale. Wieland, Schiler, Gothe
o. m.A. betragtedes somIdealer og Mønstretil Efter
ligning. Høyenprøvede naturligvis oga engang imell m
pa at skrive Vers; men hans skarpe Selvkritik holdt
Lysten i Tøme. Derimod levee han medhelesin Sjæl
i de store DigteresVærker, ogIngen var i Stand til at
foredrage dembedre endhan. Aller demedens han gik
i Skolen, blev hans Oplæsningomtalt somnoget Ualmin
deligt; i hans Studenteraar blev dette Talent selvfølgelig
uddannet og pa skjønet endnu mere. Det var den
æsthetiske Tid, hvor mannæsten kun levede for den
skjøne Litteratur. Ogsa ham varTheatret et af de
kjæreste Steder, ogi Studerekammretvar Gothe hans
fornemste Syselsætelse. I hamsa han den sande Poesi
levendegjort, ogunder hans Banner kæmpede han djærvt
for Skjønhed oggodSmag.
Engangvarhan nær blevenMartyr for sinKamp i
dene Sags Tjen ste. Der var komen en tysk Skue
spillertrop til Byen, somgav nogle elendige Forestillinger
pa Vesterbro. Høyenogandre unge Studenter fandt, at
de fortjente en eftertrykkelig Afvisning. De mødte en