27 / 581
20
“blot Hensyn til Andres Dom, der i denne Henseende
gjorde ham forbeholden, men ogsaa Tvivlen, om han vir
kelig kunde magte et saadant Studium, hvor næsten Alt
maatte gjeres fra ny af. Opgaven var ham klar; men var
han ogsaa i Stand til at lese den? Det vidste han ikke;
men han vidste, at han vilde arbejde derpaa.
Det var en smertelig Skuffelse for hans Forældre, da
de erfarede, at det heller ikke kunde blive til Noget med
det theologiske Studium. De havde liaabet, at deres Son
efter at have taget Embedsexamen kunde have sikker Ud
sigt til Forsorgelse i Statens Tjeneste; nu saa de, at han
opgav Alt. Vilde han ikke sulte ihjel, naar han saaledes
kun fulgte sin egen Lyst? Dog, de saa, at han ikke var
ledig, og de havde Tillid til hans Dygtighed, saa de til-
sidst gav deres Samtykke til den forandrede Studieplan.
Vanskeligere faldt det ham at retfærdiggjore sig for dem,
der stod ham fjernere. Han har fortalt om hvorledes en
gang i et Aftenselskab hos Conferentsraad Iiongslev den
historiske Professor, Etatsraad Engelstoft spurgte ham,
hvad han studerede, og da han derpaa svarede, at han
beskjæftigede sig med historisk Studium, fik han en streng
Tiltale af den lille mægtige Mand, der bemærkede, at det
var ham altid ubehageligt, naar han horte at et ungt
Menneske ikke havde noget ordentligt Fagstudium, men
lagde sig efter Historie, Æsthetik eller andet Sligt, der
ikke forte til Noget. Hoyen var til Mode som om han
skulde synke i Jorden. Han svarede selv Intet, men det
ærgrede ham, at Ingen af de Tilstedeværende, som kjendte
ham, vilde tage ham i Forsvar og fortælle Etatsraaden, at
det ikke var et lost og mageligt, men et grundigt og al
vorligt Studium, han havde for, der nok kunde føre til