299 / 581
292
Tiende Kapitel,
Thorvaldsens Død. Ophængningen af Malerierne i hansMuseum.
Don 24de Marts 1844 døde Thorvaldsen.
Høyen
tabte i ham en Ven, ikke af dem, man kalder Fortrolige,
hvem man aabner sit Hjertes Inderste for og soger Raad
og Trost hos, men en af dem, som man sér op til og som
man glæder sig over, hver Gang man befinder sig i deres
Nærhed. Høyen kjendte Thorvaldsen bedre end de Fleste.
Han havde levet daglig sammen med ham i sin Ungdom
i Rom, og havde sét ham saare jævnlig i de senere Aar i
Kjobenhavn og paa Nyso. Han havde altid beundret og
elsket ham, og folte, hvor uendelig Meget han skyldte ham.
Det var Thorvaldsen, der havde aabnet hans Øje for
Konstens Renhed. I ham havde han sét sin Ungdoms
Idealer snart opfyldte, snart overtrufne. Han undlod der
for heller ikke at yde sin Skjærv til at hædre den store
Afdøde. Han holdt den Vinter en Række Forelæsninger over
italiensk Malerkonst paa Billedgalleriet paa Christiansborg
for en større Kreds af Tilhørere af begge Kjon. Disse af
brod han efter Thorvaldsens Dod, saaledes at han anvendte
de to første Forelæsningstimer derefter (den 27de Marts
og 3die April) til at give en Skildring af Thorvaldsens
Værd og Betydning som Konstner, og for at denne
Fremstilling kunde blive tilgængelig for Alle, udgav
han disse to Forelæsninger iSchouws Danske Ugeskrift.
Vanskelig vilde Nogen være i Stand til i Korthed at
give et saa klart og saa fyldigt Billede af denne
mægtige Genius; og, har Thorvaldsen aabnet Høyens Øje
for Konsten, saa har ogsaa Høyen fremfor nogen Anden