300
ogsaa havt for øje i sin Plan. Skulde lian nu forandre
den i den af Executorerne ønskede Retning, vilde dette
Maal forfejles, og Kjærnen af Malerisamlingen vilde tabe
sig i Massen af det Middelmaadige. «Var det«, tilføjer
lian, »en Samling af Mesterværker, eller vare disse dog
det overvejende Antal, saa vilde det indre Konstværd give
Erstatning for det Overlæssede, det Brogede i Sammenstil
lingen. Man vilde beklage, at Rummet var saa utilstrække
ligt, men man vilde lige fuldt lade Samlingens Betydning
vederfares Ret. Men ikke engang om de 80 Numere, som
jeg liar udvalgt, lader der sig paastaa, at de ere lutter —
jeg vil ikke tale om Mesterværker — men blot fortrinlige
Arbejder af de Konstnere, livis Navn de bære. Og livor
faa af disse Navne venter der vel en større Udødelighed
end den, som Konstnerlexiconet kan give! Skal til dette
Antal føjes blot det forholdsvis Bedste af den øvrige Sam
ling, de 276 Stykker, saa tør jeg med Bestemthed forud
sige, at det Middelmaadige vil faa Evne til ret at falde i
øjnene, til at blænde og til at trætte. Denne Masse har
ikke engang konsthistorisk Betydning; den maa først blive
gammel for at vinde en saadan, og den vil kun erholde
den paa Grund af sin Alderdom.« Til Slutning gjorde
han opmærksom paa at Kjælderlokalet ikke var saa aldeles
at foragte. Naar Bygningen nu engang ikke var større,
maatte man jo hjælpe sig som man kunde, og dette Rum
var jo ogsaa bestemt, og er i Virkeligheden blevet anvendt
til Opbevaringssted for Gjenstande af et uendeligt højere
Værd, og Gjenstande, der paa en ganske anden Maade
vedkom Thorvaldsen.
Men Høyens Forestillinger overbeviste ikke Execu
torerne. I en Skrivelse af 30te Marts 1848 underrettede




