353 / 581
346
deres Betænkelighed, saa tor som hans Natur tillod ham,
og skaanede dem i det Hele taget ikke.
Klokken et Kvarter paa tre ser man Hoven arbejde
sig frem mellem sine Tilhørere, som endnu ikke ret ere
komne til Ko. Han halter noget paa det venstre Ben.
Medens han tager Hanskerne af og sætter Kalotten paa
Hovedet, lader han det skarpe og hurtige Blik glide hen
over de udstillede Billeder for endnu en Gang at mærke sig
Rækkefølgen. Han gaar op paa sin Talerstol, som er
noget lettere og friere i sin Construction end Universitetets
Kathedre, og begynder strax ganske jævnt og naturligt paa
sit Foredrag, idet han taler som om han var hjemme, og
som om hans 200 Tilhørere vare hans personlige Venner.
Han lader sig næsten aldrig nøje med én Times Forelæs
ning; hyppig bruger han henimod to, og navnlig for nogle
Aar tilbage hørte det ingenlunde til Sjældenhederne, i det
Mindste ved hans sporadiske Foredrag, at han beholdt sit
Auditorium i henved tre Timer; han havde jo efterhaanden
vundet den Erfaring, at hans Tilhørere ingenlunde toge
ham det ilde op. Naar det er gaaet en rum Tid, faar
han Uhret op af Lommen og opdager til sin Skræk, at
Klokken er bleven saa mange; men der var rigtignok et
Par Ting, som han saa grumme gjerne vilde have sagt,
før han sluttede. Tilhørerne give paa en lydelig Maade
eller ved en talende Tavshed deres fulde Samstemning til-
kjende, og han tager fat igjen og bliver maaske ved i over
en Time. Han selv synes ligesaa lidt træt, naar han slut
ter, som naar han begynder; og der er for Tilhørerne —
selv om Pladsen og Lokalet ere alt andet end bekvemme
—• noget overordentlig Forfriskende ved at være Vidne til
en saadan Meddelelseslyst, for ej at tale om Interessen