357 / 581
350
Anskuelser om sit Emne, uden at gjore sig selv det Spørgs-
maal, om Nogen er hjemme i disse Anskuelser; han be
handler de tørrere Sider af sin Videnskab, Spørgsmaal om
chronologiske Enkeltheder, omKunstværkernes ydre Skjæbne
o. s. v. med en Brede, som undertiden vistnok har været
trættende for Flertallet af Tilhørerne. Kort sagt, han
fremdrager alle de Sider af Sagen, som have vundet Be
tydning for ham paa hans Vandring gjennem Emnet, og
som maaske kun ere synlige fra den Højde af Kundskab,
hvortil han har arbejdet sig op. For saa vidt kunde ikke
det strængeste videnskabelige Foredrag være mindre popu
lært anlagt end hans. Det var heller ikke alene (Jen
blandede Tilhørerkreds, som forhindrede ham i at være
imødekommende imod et lavere Trin af Fagdannelse; det
var efterhaanden blevet ham til Vane, ogsaa naar man
talte alene med ham, at forudsætte, at Enhver i Grunden
havde de samme Forudsætninger for Forstaaelsen af en
Sag, som han selv havde. Han var bleven vant til at
undervise mere gjennem Enetale end gjennem Samtale.
Idet han saaledes ikke spurgte efter sin Tilhørers Stand
punkt eller søgte at indlade sig paa det, kan det ikke
nægtes, at han overlod Alt, hvad man kunde kalde fore
løbig Orientering, til Tilhøreren selv, og at saaledes Meget
af hvad han meddelte, maatte falde dødt til Jorden for de
Fleste, hvor livfuldt det end blev fremsat. Man kunde
maaske saaledes beskylde Høyens Forelæsningsmaade for
en vis Mangel paa vis økonomi og mene, at han selv
kunde have gjort Mere for det endelige Udbytte, for at
det Stof, som han meddelte, tilegnedes som sammenhæn
gende Kundskab. Og dog — hans Tilhørere vare maaske
næppe bievne saa umiddelbart og kraftigt elektriserede af