354 / 581
347
veel det, som han meddeler. Jeg har i Studenterforenin
gens gamle, gyselige Sal i Boldhusgade hort ham tale i
henved tre Timer om Thorvaldsen, en Loverdag Aften stærkt
henimod Midnat. Han skal have holdt et lige saa langt
Foredrag i Arbejderforeningen over Lionardo da Vinci, til
levende Glæde for sit overordentlig talrige Publikum, hvoraf
den allerstørste Del maatte staa. Saalænge hans Foredrag
varer, er Tilhørernes Opmærksomhed fængslet til det, som
han taler om; først naar han har sluttet, og allermest nu,
da han har sluttet for bestandig, træder Billedet af hans
Talerpersonlighed frem for Mindet med sin fulde Styrke.
Hans Foredrag er letflydende, naturligt og fortroligt; det
gaar paa ingen Maade paa Kothurne, i hvor vel det er
baaret af et stærkt Liv, og undertiden hæves af en stærk
og varm Begejstring. Han har naturligvis som gammel
(
Taler enkelte staaende Udtryk, der have sat sig fast som
Vaner i Aarenes Løb; enhver af hans jævnlige Tilhørere
kan dem udenad, og hans Brug af Ordet »kostelig« er
gaaet i Arv til de Heste af dem; men forøvrigt er hans
Foredrag frit baade for Manér og for Stil, undtagen den ægte
Stil, som en berømt Franskmand har defineret som »Menne
sket«
(„Le style
c ’e d
l’homme méme“).
Det er overordentlig
,
stofrigt; ja det lider undertiden af Stofrigdom; men ellers
er denne Egenskab en Fordel; man føler, at Manden ikke
balancerer paa en tynd Linie, men bevæger sig i Kund
skaben som i sit Element. Hans Foredrags Udtryk er som
et mangestemmet Instrument, hvilket han med den ægte
Konstners sikre Følelse stemmer sammen med enhver
sjælelig Ejendommelighed, som det er hans Opgave at
skildre, og uagtet hans Talekonst aldrig gaar over i Skue-
spilkonst, saa mangler hans ydre Personlighed ikke sin