356 / 581
349
Mysterier. Hans Tilhørere ville have i ganske frisk Minde
hans Forelæsning om Jakob Jordaens i afvigte Foraar, som
sluttede med en saa henrivende Veltalenheds-Svada til
Forsvar for den djærve, ugenerte og brede Humor, en
Aandsevne, som Hoven altid tog sig af med særlig Sym-
pathi, hvor den, som hos denne Konstner, var parret med
et dybt og varmt Gemyt. Og man betænke, at disse
Exempler ere tilfældig valgte iblandt de allersidste Aar af
hans mere end fyrretyveaarige Docentvirksomhed! Jeg véd
at han i 16 Aar har staaet paa den samme Hojde, og de,
som have fulgt ham ligefra den forste Begyndelse, sige, at
haps Veltalenhed snart udfoldede sig med hele sin Magt.*)
At Høyens Foredrag øvede saa stor Tiltrækning paa
saa vid en Kreds af Tilhørere, det beroede egentlig paa
det poetisk-geniale Fluidum, hvoraf de vare gjennemstrøm-
mede, og paa Talerens mærkelige Gave til at fortælle og
skildre, thi Høyen gjorde paa sin Side intet Forsøg paa
at popularisere Videnskaben, i alt Fald ikke i sine regel
mæssige Forelæsninger paa Charlottenborg. Hans Tilhorer
kreds omfattede jo saa forskjellige Arter og Grader af
Dannelse, at det blev ligefrem umuligt for Docenten at af
passe sin Undervisning efter et bestemt Dannelsestrin.
Han skyede heller ikke i mindste Maade at indlade sig
paa lange Undersøgelser af Problemer, hvis Betydning
maaske saa godt som Ingen blandt Tilhørerne havde For
kundskab til at fatte; han analyserer andre Forskeres
*) Da Høven engang havde holdt et Foredrag over Maribo Kirke i
et Møde af det kirkehistoriske Samfund, ytrede en Spøgefugl af
en laalandsk Præst til sin Sidemand: »Han taler godt! Han
taler virkelig meget godt! — Næsten som det kunde være en
Præst».