363 / 581
356
gang indkom til Frederiksborgs Gjenopførelse, ikke vilde-
være indkomne til Viborg Domkirke; det var mere for at
lindre den folkekjære Konge, Frederik den Syvendes Smerte,,
end for Konstens eller Monumentets Skyld, at Bonden gav
sin Skjærv ogen Sum skaffedes til Veje, som gjorde det muligt
at istandsætte Kirken og gjenopføre Slottets ydre Mure.
Høyen
glædede sig som
Enhver af os Andre over det
udførte Arbejde, især dadet viste sig, at det dog ikke i
Længden traadte hindrende i Vejen for det, som han maatte
anse for langt vigtigere og betydningsfuldere; men han
kunde ikke finde Pengene vel anvendte; man havde jo dog
kun naaet at restavrere den ydre Skal af en Bygning, der
som Konstværk betragtet tilhørte en sunken Tid.
Monrad, der dengang stod i Spidsen, for Kirkeministeriet,,
var, som vi have sét, en nøje Ven af Høyen. Han delte
ganske
Høyens Mening om de kirkelige Monumenters
Betydning, og om Nødvendigheden af at sørge for deres
Bevarelse, medens det endnu var Tid. I den Lov »om
Kirkesyn«, som under hans Navn udkom den 19de-
Februar 1861, fastsattes, at, dersom enten Synet eller
Tiendeejeren fandt de fornødne Bygningsarbejder af en
saadan Beskaffenhed og Omfang, at Bestemmelserne derom
burde tages af Mænd, der havde særlig Sagkundskab,
skulde Ministeriet udnævne tre Mænd til i Stedet for det
sædvanlige Syn at tage Bestemmelsen. »Under et saadant
særligt Syn,« hedder det dernæst, »kan ogsaa af Mini
steriet umiddelbart henlægges fortrinlig vigtige Kirker,
saasom Domkirker, for hvilke da dette særlige Syn i Juni
eller Juli Maaned hvert Aar bliver at afholde.« I Henhold
til denne Lovbestemmelse udnævnte Monrad i det følgende
Aar en Commission til at holde Syn over de betydeligste-