366 / 581
359
Stykke for Stykke, og de skrobelige Kalksten maatte da
helst erstattes' af den faste Granit. Der var nu
dem, der fandt, at man derved forgreb sig paa dette gamle
historiske Minde; »man rev jo den gamle Kirke ned og
opførte en hel ny«! De forstod ikke, eller vilde ikke for-
staa, at dette var den eneste Maade, hvorpaa dette ær
værdige og lierlige Minde kunde bevares fra at synke
sammen til en Grushob; at Bygmesteren her ikke gjorde
Andet end hvad han altid er nødt til at gjøre under
lignende Forhold; at Konstværkets Betydning ikke ligger i
det døde Stof, men i de levende Former, hvori dette er
udpræget, og at en Bygning ligesaa lidt ophører at være
sig selv, fordi Stoffet fornyes, som Mennesket gjør det,
fordi dets Legems Stofdele idelig forandres. Ligeoverfor
de sagkyndige Architekters Erklæring, at de gamle
Stene ikke kunde holde, paastod man dristig det
Modsatte, som om der var Nogen, der mere end den
samvittighedsfulde Bygmester selv var interesseret i at
beholde Alt hvad der kunde beholdes af det Gamle. Paa
den anden Side var der dem — og det var navnlig Gejst
lige — som fandt det rimeligt nok, at man nedrev den
faldefærdige Kirke og opførte den af ny, men fandt det
uforsvarligt, at man vilde opføre den som den fra først af
havde været, og lægge fladt Loft over Hovedskibet i Stedet
for Hvælvinger, hvilket efter deres Mening var det Eneste,
der stemmede med Christendommens Aand; Restavrationen,
mente de, burde gjøre den til, hvad enhver Kirke skulde
være, en gothisk og spidsbuet Bygning. Men saa høj
røstede disse Stemmer vare, stode de dog heldigvis tem
melig ene. Det danske Folk havde for megen sund Sands
til at lade sig paavirke af Enkeltes forfængelige Rethaveri.