364 / 581
357
Kirker i Landet, der syntes at trænge dertil. Den bestod
af Høyen i Forbindelse med to Architekter, i de fleste
Tilfælde Chr. Hansen og Herholdt. De Kirker, der dels
•efter Ministeriets Bestemmelse dels efter eget Duske
Kenlagdes under dette »særlige Syn«, vare: Roskilde, Ring
sted, Sorø, Kallundborg, Maribo, St. Knud i Odense,
Domkirkerne i Aarhus, Viborg og Ribe, og Vor Frelsers
Kirke paa Christianshavn.
Da disse Synsmænd i Begyndelsen af Juli 1862 kom
til Viborg og undersøgte Kirken, afgav de den Erklæring,
at de fandt Kirken i en saa forfalden Tilstand, at en
Istandsættelse af de enkelte, mest brøstfældige Dele ikke
vilde kunne udføres uden ogsaa at sørge for det øvrige,
øg Istandsættelsen, hvis man ikke efter faa Aars Forløb
atter skulde behøve ny og kostbar Hjælp, for en stor Del
maatte blive en Ombygning.
Da man nemlig efter
Branden 1726 reparerede Kirken, havde man ikke blot
behandlet den barbarisk i konstnerisk Henseende, men
ogsaa letsindigt i technisk Henseende, idet man uden
videre havde stolet paa de af Ilden skjørnede Mure. I
130 Aar havde man søgt at hjælpe paa dem, snart hist,
snart her; nu vare de ikke længere i Stand til at modstaa
Hvælvingernes Tryk. I Foraaret 1862 havde Gjordbuerne
i Midtskibet begyndt at aabne sig, og man havde maattet
lukke Kirken, til man fik dem styrkede ved Jernbindere
og Jernbaand. Men Murene vedblev at give sig, og Ingen
kunde borge for at ikke en Dag et eller andet Parti af
Kirken styrtede sammen. Idet Synet dernæst gjorde op
mærksom paa Kirkens store monumentale Betydning,
anbefalede det paa det Indstændigste Nebelongs Plan til
øn fuldstændig Restavration af den.