390 / 581
383
over Vermelirens Portræter, over at høre Marstrand ud
vikle sin smukke Tanke at udføre Parabelen om de laante
Pengesummer i det store Billede, han skulde male i den
ny Bankbygning, o. s. v.! De forfærdelige Ulykker, som
Aaret 1870 skulde bringe, oplevede han ikke.
Lørdagen den 23de April 1870 blev han pludselig
syg. Det var et heftigt Maveonde, som ved sin Voldsom
hed lod frygte det Værste. Det blev dog overvundet, og
Tirsdag Morgen var kun Matheden tilbage. Men allerede
den næste Dag viste der sig en Hævelse ved Hjertet, og
med rivende Fart udvikledes den Sygdom, som Fredag Efter
middag den 29de April stille og uden Lidelser standsede hans
Hjertes Slag. Han var mat underSygdommen, saare mat, men
hans Aand havde ikke tabt sin Klarhed. I Drømme saa han
bestandig Bembrandt, Ruysdael og andre gamle hollandske
Konstnere; han syntes, han talte med dem og levede sam
men med dem, og, naar han vaagnede, fortalte han paa
sin sædvanlige Maade, hvad han havde drømt. Han følte
selv, at hans sidste Time nærmede sig; men derfor var
han ikke mindre rolig, og endnu den sidste Morgen kunde
han spøge med den gamle Tjenestepige om, hvordan hun
vilde tractere ham til Middag. Hans trofaste Hustru, der
lige fra Sygdommens første Dag havde anet dens Udfald,
veg ikke fra hans Side. »Du lille Stakkel! hvordan skal
det gaa Dig?« var nogle af de sidste Ord, hun hørte af
hans Mund. Døden selv kom uden at man mærkede det.
Der var Sorg iblandt hans Nærmeste, Sorg iblandt
hans Venner, for hvem han var langt mere end en Ven,
Sorg i vide Kredse, hvor man beundrende havde lyttet til
hans aandrige og belærende Tale. En Sjæl var gaaet til
Hvile lige saa ren af Hjertet, som klar i Forstand, ligesaa