395 / 581
flyve Verden rundt og med sit skarpe Syn afsøge hver
Krog i den, og med et Hjerte som en glad Fugl, der syn
ger ved godt Vejr og sidder lunt i sin Rede ved ondt.
Og Gud havde gjort ham til en mægtig Mand. Fordi
han havde sét det Højeste, Mennesker kunne skue, og
vejet det mod alle de Trin, der staa under det, og sét
det alt med et klart og forstandigt Blik; fordi han havde
rummet i sin Sjæl det Mægtigste, Mennesker kunne opleve,
og holdt det sammen med alle Livets Bølgeslag ned til
det Dagligste, og gjemt det alt i et sundt og redeligt
Hjerte: derfor var hans Dom som dens, der har Myndig
hed til at dømme, og hans Raad som dens, der har Er
faring til at raade. Stærkt bevæget kunde hans Ord falde,
fordi han var henrevet af, hvad han talte om; til den
yderste Grænse kunde han gaa, fordi han saa den yderste
Grænse; og overraskende kunde hans Dom lyde, fordi
han tænkte paa, hvad andre ikke havde tænkt paa; men
vilde man høre ham til Ende, skulde man fornemme, at
man havde hørt en Sandhedens Røst, som man ikke kunde
unddrage sig for. Velordnede og smukt opstillede som en
Samling under en kyndig og samvittighedsfuld Bestyrers
Haand vare alle hans aandelige Ejendele, men naar hans
Blik gik hen over dem, da svulmede hans Hjerte, og naar
han af sit fulde Hjerte tog til Orde, saa vide vi alle, hvad
hans Tale formaaede. Det var ikke Rhetorikens beregnede
eller blændende Konster, det var ligefrem, naturlig og hjerte
lig Tale, men netop saa mægtig, saa rig og saa rørende,
som Mandens Aand var mægtig og hans Hjerte rigt. Dette
var hans Konst, og ved Konst forstod han i det Hele, hvad
der er sandt og sundt sét, dybt og naturligt følt, og sam
vittighedsfuldt og med fuld Følelse udført i det Mindste
I
388