399 / 581
392
tecle Konstværkerne saaledes som Enhver maatte ønske at
kunne det.
Han vilde n y d e Konstværkerne, og nyde dem tilfalde
saaledes som det sømmer sig en tænkende Betragter, trænge
ind i dem saa dybt som m u ligt, tænke hvad Konstneren
havde tænkt og føle hvad han havde følt; han vilde fo r-
staa dem.
A t f o r s t aa et Konstværk er for det Første at kunne
gjøre rede for dets Indhold. Ligeoverfor P. de la Koches
»Girondister« spørger man om disse Mænds tragiske H i
storie; overfor Rafaels »Disputa« maa man vide, at det
drejer sig om Guds Aabenbarelse for den christne Kirkes
Lærere og disses ivrige Gransken og Stræben efter at fatte
Hans Væsen. Ved slige Emner er der meget at fortælle.
Høyen hvilede ikke, før han, saavidt muligt, kunde gjøre
rede for A lt hvad der maatte antages at have foresvævet
Konstneren, og naar han udviklede dette fra Kathedret, maatte
man indrømme, at han som Historie-Gransker og Fortæller
var Videnskabsmand og Konstner af første Rang. Denne F or-
staaelse af Emnet og den Maade, hvorpaa Konstneren har
fattet det, er det først Nødvendige, og en Misforstaaelse
heraf*) leder til at tillægge Konstneren en skjæv eller slet
ingen Tanke; men det er kun det første Skridt i K on st-
betragtningen, og man finder dem , der snarere kalde det
en Forudsætning end en væsentlig Del deraf. Var dette
tilstrækkeligt, saa var jo ogsaa Konsten overflødig; Fortæl
lingen havde da gjort A lt, og i Grunden gjort det bedre
og fuldstændigere. Men det er Konstens Sag at give For*) Som naar man taler om Tizia n s »Tre G ratier« eller hans »H im
melske og jordiske Kjæ rlighed« i Palazzo Borghese i Rom .