397 / 581
390
har havt Lejlighed til at følge hans Liv, som ikke véd*
hvor alvorsfuldt og redeligt han arbejdede paa at blive et
bedre Menneske, og han forstod noget saare Højt og Skjont
ved at være et godt Menneske, han maalte det efter det
Hellige; han forstod noget saare Stort og Skjønt ved at
være noget for Mennesker, han maalte det efter den evige
Kjærlighed. Man saa det paa hans aabne, venlige og glade
Aasyn, man hørte det paa hans hjertelige Tale. Hvor han
traadte ind, fulgte der et velsignet
Solskin med ham.
Nu er han borte, og det er, somom der var mindre
Solskin iblandt os. Men vi ville tage Arv efter ham, vi
ville ikke glemme den Tone, der gik gjennem hans Liv,
den høje og modige, den festlig glade, den dybe kjærlige
Tone. Vi ville sige det til den, der foler det dybest af
os alle, til hans Hustru, som han
afsit rige Hjerte har
elsket saa trofast og saa redeligt beundret, og som i sit
stærke og trofaste Hjertes Kjærlighed har traadt alle hans
Livs Veje med ham fra deres første Ungdom. Vi ville
sige det til hendes Søster, som saa kjærligt og fromt har
delt alle Husets Sorger og Glæder i den lange Kække Aar*
og delt Hustruens Kjærlighed og Hustruens Stolthed over
sin Mand. Vi ville bede den Bøn med dem:
O Gud, du er endnu saa rig,
saa mægtig og miskundelig,
som du det altid var.
Bevar min Sjæl og gjør den rig;
saa har jeg nok evindelig.
Ja, Gud bevare dem i hvad hans er, og forunde dem*
at hans velsignede Solskin endnu kan falde ind i deres
Hjem! Herren velsigne og bevare den, hvis Sjæl nu er
over os, Herren lade sit Ansigt lyse over ham og være
ham naadig, Herren lofte sit Aasyn paa ham og give ham
Fred! Amen.