392 / 581
der aldrig af Gadesnavset fik Plet
og aldrig blev furet af Selvsygens Skrammer;
og Kundskabens Skatte, som hele hans Kraft
gik med til at soge og sigte og samle,
som villig han delte med Unge og Gamle, —
nu hint staar stille og disse gik tabt.
Ja, han var en Storhed, men ikke af dem,
som Moden har rejst, og dens Vægelsind vælter,
og ikke af dem, der sig selv vise frem,
drapperte med Musers og Gratiers Belter.
Han vilde ej synes, men det var ham nok
i Stilhed og Ydmyghed Vejen at vandre.
Hvor hojt han dog ragede frem blandt de Andre,
det mærkede ikke den stærblinde Flok.
Men Savnet, der aabner sit Svælg ved hans Grav,
det kan ikke maales med Lod og med Line,
ej skjules af Takken for Alt, hvad han gav,
ej fyldes af dem, der hans Fodspor vil trine.
I Ham har vi mistet en styrende Magt,
en vaabenstærk Forer ad Aandernes Bane;
med Ham er der sænket en sejerrig Fane;
et Maal af vort Liv er tilbagelagt.
Den 5te Maj skulde hans jordiske Levninger stedes
til Hvile i hans Familiegravsted paa Assistents-Kirkegaar-
den. Ved den Sorgefest, der i denne Anledning holdtes i
Frue Kirke, havde en talrig Kreds af alle Stænder indfun
det sig; Sørgeskaren fyldte hele det store Rum. Choret
istemte Psalmen Nr. 560: »Nu har jeg vundet og stridt
2 5
385