391 / 581
384
kundskabsrig som varmtfølende, ligesaa barnlig uskyldig*
og glad, som alvorlig og villiestærk og beredt til Kamp
mod det Usande og det Slette. En rig og frugtbar Virk
somhed var afsluttet, et Liv, hvis hele Tanke var rettet
paa at gribe og forstaa Guddommens Aabenbaring i det
Synlige, og hvis utrættelige Virksomhed gik ud paa at
aabne hans Medborgeres -Øjne for hvad han selv saa og
følte. Danmark havde mistet en af sine bedste Sønner.
Tabet var stort, men Sorgen mildnedes ved Tanken om
hvad han havde været og virket, ved den taknemmelige
Erindring om hans ædle og elskelige Personlighed, ved
Overbevisningen om at den Sæd, han havde udsaaet, vilde
bære tusindfold Frugt i Fremtiden. »Hans Skrifter«, siger
Ploug i de Mindeord, hvormed han i »Fædrelandet« den
30te April ledsagede Beretningen om hans Bortgang, »ere
kun faa og smaa, men hans Livs Gjerning vil dog længe
leve efter ham, thi Meget af hvad han har tænkt og følt,
udarbeidet og udtalt, staar uden hans Underskrift prentet
i Farver og Former, i Malm og i Sten.«
Faa Dage efter skrev Ploug følgende Mindedigt omham:
Nu tier den liøst, hvis mægtige Klang
til Konstens Helligdom ringede Folket;
der straalte som Farver og smelted som Sang,
mens Sandhed den lærte og Skjønhed den tolked;
der svulmede frem som en rivende Flom,
naar Følelsens Vaarsol Bølgerne linned;
der videde Synet og løftede Sindet,
fordi den fra Livets Højtinder kom.
Og Hjertet, der slog saa frit og saa let,
som Barnets, hvis Verden er Moderens Kammer;