394 / 581
387
fast mod det høje Kald, lian fik. Deri, sagde han til sig
selv, har jeg nok evindelig.
Ja, Gud har gjort ham til en rig Mand. Alle ere
enige om, at han var en mærkværdig kundskabsrig Mand,
en genial Videnskabsmand og en utrættelig grundig For
sker. Men det er ikke nok at sige om det Store, det
Skjønne, det Hjertelige, der var hans Sjæls daglige Næring,
at det var Kundskab og Videnskab; for ham var det i
højeste Grad personligt Liv. I alle de svundne Tiders
brogede Liv og mangfoldige Kaar var han hjemme, som
om han havde levet og vandret med de skiftende Slægter.
Oldtidens Visdom og Oldtidens lette Spøg var han med i,
som om han sad i Filosofernes Kreds eller gik om paa
de vrimlende Torve. Nutidens Frembringelser, Aarets Høst,
havde han indsamlet i samme -Øjeblik den fremkom, og
havde gjennemforsket det, og forstod det og levede med
det, men ikke mere end med Fortidens Arv; det havde
ikke mere Liv for ham, fordi det var nyt og friskt, kun
det Liv, det havde i sig selv. Hverdagens smaa Glæder
var han midt i, selv saa glad som et Barn, og selv den,
der gav de smaa Glæder festlig Betydning. Og rundt om
al Jorden kunde han vandre i Aanden til alle Folkeslag
og Lande; han delte med dem, hvad de besad af hvad
der er værdt at besidde, og han forstod dem, som en Bro
der forstaar sin Broder. Og al Guds underfulde Natur
var han saa fortrolig med og fandt han sig saa vel i som
i sin egen Stue; hver Skikkelse og hver Farvetone, hvert
Lysglimt og hvert Skyggespil faldt i hans Aand som i et
Spejl og i hans Hjerte som en Glædesstraale, og han fandt
det alt saa saare skjønt. Ja, han var en rig Mand, og
en lykkelig Mand, med en Aand som en -Orn, der kan .
26*
X