393
tællingen Livets og Virkelighedens Præg ved at føre den
frem for Anskuelsen. Her kommer Konstnerens skabende
Virksomhed frem. Han forer os fra Ørets til ø je ts Om -
raade. Den flygtig antydede, halvt abstracte Tanke bliver
concret og fyldig, og ligesom Naturens Mangfoldighed er
uendelig, saaledes kommer ogsaa her en Mængde Enkelt
heder og trænger sig frem , Enkeltheder, der hver for sig
ikke synes at have Noget at gjore med Hovedtanken, men
som ikke kunne undværes, hvis vi virkelig skulle fores ind
i den synlige Verden. Konstneren elsker dem hver for sig
ligesom han elsker det Hele; han sér ogsaa i dem det
Eviges Aabenbarelse i det Synlige; mon efter sin forskjel
lige Individualitet fordyber han sig mere eller mindre i
denne Virkelighedens Mangfoldighed.
Der er dem, der
medtage saa lidt som muligt deraf, undertiden af Frygt
for at afdrage Opmærksomheden fra den oprindelige Tanke,
men oftest fordi ø je t ikke er tilstrækkelig aabent og Haan
den ikke udholdende og ovet nok.
Der er andre, som
netop finde den største Glæde i at opdage og gjengive de
fine Former, Naturen har frembragt og det fortryllende
Farvespil, som Lyset udbreder derover; ja der er Konstnere,
som bevæge sig udelukkende paa dette Omraade, og slet
ikke vove sig til at gjengive Menneskesjælens friere R ø
relser. Man har sét Æsthetikere prøve paa at udelukke
disse af Konstnernes Tal, og f. Ex. nægte Blomstermaleriet
Navn af Konst*). Høyen var naturligvis langt fra en saa-
dan Ensidighed. Han elskede Konsten altfor højt til at
blive staaende paa dette første Trin af Forstaaelse. Saa
*) H e ib e rg , Om Malerkunsten i dens Forhold til de andre skjønne
Konster, Prosaiske Sk rifte r, 2det Bind, S. 325 f.




