406 / 581
399
vor Beundring; andre vidne om aandelig og materiel
Fattigdom , atter andre om tom Forfængelighed eller om
en forskruet Sjæl; men det Hele er dog en uvurderlig Arv
fra Fortiden, og det vilde være formasteligt af os at rive
et eneste Blad ud af Bogen. Vi ere ikke kaldte til D om
mere her; Tiden har holdt Dom ; den levner ikke Andet
end hvad den paa en eller anden Maade har Brug for;
Historien er en ukrænkelig Helligdom .
Det var dette,
Hoyen bestandig gjorde gjældende, naar han i sine kraftige
Foredrag opfordrede til at bevare og værne
0111
Fortidens
Minder. Uden Hensyn til absolut Skjonhed eller til større
eller mindre Renhed i Stilen forlangte han at de, saavidt
muligt, skulde bevares, som de havde været fra først af,
og kun befriet fra senere Tiders forvirrende Tilsætninger.
Var endog Konstnerens Tanke og hans Samtids K on st-
ønskuelse ikke den, vi vilde skjænke vort fulde Bifald, her
gjaldt det ikke om at dømme den, men om tro og ærlig
at slutte sig til den.
Anderledes med Nutidens Konst. Her kunde han ikke
stille sig paa den blotte Betragtnings Standpunkt. Saa
længe vi leve, befinde vi os midt i en Udvikling, og En
hver af os har at give sit Bidrag, mindre eller større, til
denne Udvikling.
A f Høyen krævedes det, ej blot paa
Grund af hans indre, men ogsaa paa Grund af hans ydre
Kald, at han skulde være Dommer i Konstens Verden.
Han nødtes til at blive Kritiker, hvor han helst blot vilde
nyde, og mangen Miskjendelse, mangt et Fjendskab var
Følgen deraf.
Man har bebrejdet ham at han var partisk, eller i
alt Fald højst ensidig i sin Dom over de nulevende Konst -
nere. Hvor skulde den Mand være partisk, der ved Siden