412 / 581
405
ny, og liar altid nok at gjore med at bekjæmpe sin
Modsætning, der stadig synes at mode under ny Former.
Hoyen greb nødig til Pennen, uden han havde noget Nyt
at sige eller nogen Vildfarelse at bekæmpe.
Men derfor
have hans Skrifter dog ikke nogen polemisk Charakter; det
var ham om Sagen, og ikke om Personen at gjore. Var
det Publicums Dom om Konstnernes Arbejder, der skulde
ledes, blev han vistnok
nødt til attale
om deenkelte
Konstnere; men de Konstkritiker, han har udgivet, ere faa
og tildels meget korte, det bedste Bevis paa at det var
en G jerning, som han nødig gik til, og kun naar Sam
vittigheden bød ham det.
Hvor gladvar han ikke, naar
han kunde faa Lov til atnyde det Skjønne uden
at be
høve at sætte sig paa »den stenkolde Kritiks«, Dommer
sæde*)! Hvor glad var han ikke, naar han kunde fordybe
sig i Konstens Mesterværker og lade dem spejle sig i hans
veltalende Foredrag!
Hvem har hørt ham i et saadant
-Øjeblik uden at sige til sig selv, at det var en stor Mand?
Hvori laa denne Storhed? Var det hans sjældne Begavelse,
hans skarpe Ø je , hans rige Fantasi, hans varme Hjerte,
hans fine Dannelse, hans grundige og omfattende Lærdom ?
Ja, det var alt dette, men ikke dette alene. Hans Stor
hed laa maaske mest i hans Charakter, i hans rene og
stærke V illie, som man saa meget hellere bøjede sig for,
som man aldrig saa noget Smaaligt hos ham. Hvad er
det, der saa tidt gjør store Aander smaalige, der snart
som en tung Ballast hindrer Ballonen i at stige, snart
som en Lænke binder Hunden til sit Hus? Det er For*) Se Anden Afdeling S. 80.