409 / 581
402
paa sit Publicum, men vel at lian har tænkt paa sin Op
gave og været opfyldt af den.
Derfor plejede Hoyen at
sige, at hvad han først og fremmest krævede af den kon st-
neriske Udførelse, var Kjærlighed. Hvem skulde ikke sætte
Pris paa dygtig Haandfærdighed og god Skole, paa en smuk
Colorit og Penselføring, paa en elegant Behandling af Mar
moret? Men er det dog ikke Fortrin af samme Art som
de, der betegne den dygtige Haandværker? Og det, der
hæver Konstneren til et højere T rin. er det ikke netop
hans Kjærlighed til Naturen og hans selvstændige Ind
trængen i dens Hemmeligheder? Høyen forlangte af K onst
neren, at han først skulde kunne sit Haandværk; han stil
lede strænge Fordringer til Skolen, og gjorde hvad han
kunde for at uddanne den; men han paastod ogsaa, at
først den selvstændige Tilegnelse af det Lærte gav dette
virkeligt Værd; tillært Tegning og Colorit gav kun halv-
forstaaede Former og maniereret Farve. Derfor var han en
saa afgjort Hader af Diisseldorfer-Skolens Manér, fordi den
i Hast gjorde sine Elever færdige, og lod dem glemme,
hvad det egentlig kom an paa.
Det store Publicum for
stod ikke dette; det foretrak denne færdige Technik for
den stundom lidt ubehjælpelige Stræben hos selvstændige
Begyndere.
Men der er en Søgen, som fører til Maalet,
og som er dette langt nærmere end den tillærte Virtuosi
tet, der aldrig kommer videre end hvor den er. Hin tro
faste Stræben er fuld af Kjærlighed til Idealet; denne har
glemt Idealet over sig selv. Der gives ingen stor K on st-
ner, som ikke selv har dannet sig sin Technik. Det var
denne Selvstændighed, Høyen krævede, ikke Skolens, men
den enkelte Konstners.