410 / 581
4 0 3
Og naar saa det Spørgsmaal opkastedes, hvilke Emner
Konstneren helst skulde vælge, og hvor han helst skulde
vælge sine Forbilleder, saa mente han, at han gjorde bedre
i at holde sig til det H jem lige, som han kjendte fra sin
Barndom og var fortrolig med, end i at suge efter noget
Fremmed, der maaske kunde more ved sin Nyhed, men
som han selv vanskelig kunde sætte sig ind i, og den
storre Del af hans Publicum lige saa vanskelig kunde for-
staa.
Hvad særlig Historien angaar, saa troede han, at
Konstneren helst maatte holde sig til sit eget Folks H i
storie, især naar denne var saa lidet bearbejdet som hos
os. Det forekom ham, at dette var et Krav, som Fædre
landet havde paa Konstneren, og at der ikke var noget
bedre Middel til at tilvejebringe den Yexelvirkning mellem
Konstneren og hans Publicum , som er en nødvendig Be
tingelse for at Konsten kan trives, ligesom han var over
bevist
0111
, at der var In tet, der lettere vilde skaffe vor
Konst Anerkjendelse hos Fremmede, hvis den virkelig for
tjente det.
Det er dette, der var Programmet for For
eningen for nordisk Konst, hvilket man søgte at fremstille
som en Ensidighed, der maatte føre Konstnerne paa A f
veje.
Det er en Tanke, der paa samme Tid og næsten
paa samme Maade har gjort sig gj ælden de i alle Evropas
Folkeslag*); den røber ingen national Bornerthed, men
*) Som et Exempel v il jeg erindre om , at paa samme Tid som
Bissen undfangede og udførte »den danske Landsoldat«, oprejste
man i T u rin en Statue af den piemontesiske Soldat.
Den kan
som Konstværk ikke maale sig med Bissens aandfulde Værk;
men Tanken er den samme, og uden mindste gjensidige Paa«
virkning opstod denne samtidig i Italien og i Danmark.
26*