4 0 0
af en saadan Sandhedskjærlighed ogsaa besad en saadan
Menneskekærlighed som H øyen ? der havde en saa øm
Samvittighed, at Intet bedrøvede ham mere end Tanken
om at han kunde have gjort et Menneske Uret? Hvor
skulde han være ensidig, som vi have sét var mere al
sidig end nogen Anden, baade hvor det kom an paa en
almindelig æsthetisk, og hvor det kom an paa en historisk
Betragtning af Konsten? Er det troligt, at han blev en
ganske Anden, naar han stod lige over for sine Samtidige?
at han blev blind der, medens han ellers var saa skarp
synet? at han stillede andre Fordringer der end ellers?
Nej, Fordringerne vare de samme, og Dommene vare de
samme; men her kom han til at støde an snart imod de
Konstnere, hvem Dommen ramte, snart imod det Publi-
cum , der havde dannet sig en anden Dom og følte sig
krænket ved ikke at se den stadfæstet af Høyen.
Begge
syntes, de vare moderate, naar de ikke sagde Andet om
ham, end at han var ensidig; og dog turde selv dette være
urigtigt. Lad os anstille en Sammenligning med Musiken.
Der er Mange, der ikke kræve anden musikalsk Nydelse
end en Vals af Lumby eller en Melodi at Offenbach, men,
naar de tilfældigvis høre en Opera af Mozart, anerkjende
de dog Mesteren, og skjøndt de ikke selv have Taalmodig-
hed til at følge en Symfoni af Beethoven, tro de dog gjerne
K jenderne, naar de sige, at Konsten her staar paa et
højere Trin. Lad os nu sætte, at to unge Konstnere træde
op, den ene i Lumbys, den anden i Beethovens Fodspor;
har saa hint Publicum Eet i at kalde Kjenderen ensidig,
naar han foretrækker den sidste? Eller — sæt at vi have
to Compositioner, af hvilke den ene vinder almindeligt B i
fald, men det er laante Melodier, lutter Arbejde paa anden




