403 / 581
396
idealistiske Anskuelse a f Konsten var altsaa langt fra at
fore ham til en tom Idealisme eller et abstract Skjønheds-
begreb.
Han fandt ikke Skjønheden o v e r Naturen, men
i Naturen; han hyldede en sand og ægte Naturalisme.
Han forlangte, at Konstneren skulde elske Naturen, at han
skulde søge saa vidt muligt at trænge ind i denne og ose
af dens R igdom , om end den ene Konstner efter sin In
dividualitet kunde gaa videre i denne Retning end den
anden. Men han billigede ikke en Udførelse af Enkelt
hederne, som skadede Helheden, og han tillod ikke Konsten
at synke ned til at blive en blot Copieren af Naturen.
Det er Fotografiens Sag at give Spejlbilleder af Naturen;
i denne Henseende kan Konsten ikke maale sig med
den; men det er Konstnerens Sag at o p f a t t e Naturen
og gjenskabe den. Kom man derfor til denne naturalisti
ske Konstdommer med det Sporgsmaal, hvad der var sk jøn -
nest, Naturen eller Konsten, saa afviste han dette som et
ubeføjet Forsøg paa at sammenligne Ting, der ikke kunde
sammenlignes *).
Ligesom han saaledes protesterede imod en Sammen
blanding af Konstens og Naturens Skjonhed, og viste, at
det er forskjellige Strænge i Sjælen, som -Øjet ved disse
*) Joh. Fibiger har i denne Henseende meddelt mig Følgende, som
jeg he lst v il aftrykke med hans egne Ord.
»Han blev en Gang meget vred, da jeg, medens jeg levede
borte fra Kjøbenhavn, ytrede, at jeg kunde undvære Konsten,
fordi jeg havde Overflødighed af N atur, ja , at jeg tilsid s t fandt
mere i Naturen, end Konsten kunde byde m ig.
»I Naturen er
der ingen K o n st«, sagde han; »Konsten er det Modsatte, er et
Menneskes Følelse fo r og fri Gjengivelse af Naturen.«
Jeg ind
rømmede det; th i jeg turde ikke komme frem med at jeg mente
selv at medbringe den omtalte Følelse. — Hans Te rm in u s var
altid F ø le ls e .«