401 / 581
394
langt som Konstnerens Skaberglæde gik, saa langt glædede
lian sig over at følge h am , og man hørte ham tidt ved-
kjende sig den Sætning, at Emnet for et Konstværk var
ligegyldigt; det kom kun an paa Behandlingsmaaden, hvad
Værd det havde.
Man har kaldt denne Sætning et Paradox, og det er
jo enhver Sætning for den, der ikke forstaar den. Man
har troet, at den forte Ordet for en aandlos Naturalisme
eller Materialisme, som om den ikke netop sér bort fra
Materien, idet den kalder Stoffet ligegyldigt og lægger hele
Vægten paa det Sjælelige, paa Opfattelsen. Vi have sét
Høyen i hans tidlige Ungdom som en sværmerisk Idealist.
Bort fra det Nyttige higede hans Aand til Ideens evige
Sfære, og han kjendte intet andet timeligt Velvære end at
se det Eviges Aabenbarelser i Verden, og intet højere Maal
for Menneskets Stræben end at kunne udtale dem. Det
var disse Udtalelser, P o e s ie n , han søgte i sin Ungdom saa-
vel i Ordet som i Farverne; det var det Samme, han
søgte i sin A lderdom , skjøndt han da ikke fandt Ordet
Poesi tilstrækkelig betegnende derfor. Hans lykkelige Be
gavelse viste ham det, hvor Mange oversaa det.
Han
hørte ikke til dem , der vel kunne tale om Poesien i en
Shakespearsk Tragedie, men ikke ane den i de Sjæle, der
leve sammen med dem Dag for Dag, ikke til dem, der vel
beundre en fuldendt Kvindeskjønhed, men ikke føle Sk jøn -
heden i mangt et enkelt Træk eller fatte den Harmoni,
der kan fremtræde i tilsyneladende højst uharmoniske F or
mer. Han beundrede Naturens Herlighed i Alpernes Dale
og ved Napolis Kyst; men ogsaa den flade Mark og Hede
kunde ved sine Linier og Toner, det simpleste Græsstraa,
den fattigste Hytte kunde, naar Solens Lys eller naar en