402 / 581
395
Menneskesjæls Kjærlighed kastede sit Skjær over den, fylde
ham med usigelig Glæde. Derfor var lians Liv saa glad;
derfor var hans Stræben saa utrættelig, thi Lønnen fulgte
den bestandig. Og stod han ligeoverfor et Konstværk, for
langte han, at Konstneren skulde have sét og fremstillet
denne samme Guddommens Aabenbarelse, først og frem
mest i den til Grund liggende Tanke, i Helheden, men der
næst ogsaa i det Enkelte. Hvad kan det hjælpe, at Emnet
er stort og herligt, naar Opfattelsen og Udførelsen er
aandløs og fuskeragtig? eller hvad gjør det til Sagen, åt
Emnet or fattigt, naar Aanden udbreder sin Rigdom over
det? I det sidste Tilfælde have vi virkelig Konst, i det
første ikke. Høyens Ungdom faldt paa en Tid, da ikke
blot Konstskolen udelukkende gik ud paa at danne Historie
malere, men ogsaa en stor Del af Publicum fandt, at »H i
storiemaleriet» var den eneste værdige Opgave for Konst
neren. DeKonstnere, der syslede med andre Emner, betragte
des som mere underordnede. Nærmest kom de, der fremstil
lede Billeder af Hverdagslivet; saa kom Landskabsmalere og
Dyrmalere, og tilsidst Blomstermalere og de, der udførte
saakaldte Stilleben-Stykker.
Han modsatte sig paa det
bestemteste en saadan Rangforordning, og Konstnerens
Storhed stod for ham ikke i Forhold til det Emne, han
behandlede, men i Forhold til den Fylde af Liv og Følelse,
han kunde lægge deri. Paa en Tid, da Landskabsmaleriet
ikke blev tilstrækkelig ansét, var han en begejstret Tals
mand for dets Ret; men derfor miskjendte han ikke, at
Mennesket er Guds Billede paa Jorden, og at det er K on
stens højeste Opgave at fremstille dette i dets Væren, Le
ven og Virken.
Hans høje Forestilling om Konstnerens Kald og hans